Målsætning om reducering i antallet af tilskadekomne

Tønder Kommune følger den nationale vision og målsætning fra Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan 2021-2030 om at halvere antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne fra 2020 til 2030. Dette betyder en lokal målsætning om, at der i 2030 højst må komme otte personer alvorligt til skade (maksimalt én dræbt) på kommunevejene i Tønder Kommune.

Trafiksikkerhedsråd

Vi kan dog ikke løfte denne store opgave selv. Derfor er der nedsat et trafiksikkerhedsråd, som består af forskellige interessenter på trafiksikkerhedsområdet. Vi samarbejder også med de øvrige syd- og sønderjyske kommuner, Vejdirektoratet og Rådet for Sikker Trafik.

Sortplet- og uheldsanalyser

Vi udarbejder en årlig sortpletanalyse og uheldsanalyse. I sortpletanalysen udpeges særligt uheldsbelastede kryds og strækninger, og analysen bruges blandt andet til at prioritere midlerne til trafiksikkerhedsfremmende tiltag. Uheldsanalysen indeholder statistikker over uheld på kommunevejene i Tønder Kommune, og bruges blandt andet til at målrette kampagnearbejdet.

Kampagner

Tønder Kommune deltager i alle nationale kampagner arrangeret af Rådet for Sikker Trafik, og sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi og de syd- og sønderjyske kommuner gennemføres en del helt lokale kampagner.

Trafikpolitikker for skoler og daginstitutioner

I Tønder Kommune er det politisk besluttet, at alle kommunale skoler og daginstitutioner skal have en trafikpolitik. Vi anbefaler også at tyske-, private- og friskoler har en trafikpolitik, og vi arbejder for at også efterskoler, ungdomsuddannelser, virksomheder og idrætsforeninger udarbejder en trafikpolitik.

Trafiktællinger/hastighedsmålinger

Vi udfører løbende trafiktællinger/hastighedsmålinger på kommunens veje. En række faste tællesteder bevirker at vi kan vurdere om trafikmængderne og hastighederne er stigende eller faldende. Særligt høje hastighedsmålinger sender vi til politiet, med opfordring om at udføre hastighedskontroller på stedet.