Der kan være mange årsager til at vælge hjemmeundervisning, og det kan betyde, at hjemmeundervisning kan foregå i forskellige rammer og med forskellige metoder.
Uanset årsagen er der dog en række krav til undervisningen, ligesom der føres tilsyn hermed. Det kan du læse mere om i nedenstående.
Hvis du ønsker at hjemmeundervise dit barn, skal det meddeles til kommunen, før hjemmeundervisningen begynder.
Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, hvilke børn, der skal modtage hjemmeundersivning, hvor undervisningen foregår, og hvem der skal undervise børnene.
Der ligger et meddelelsesskema nederst på dene side: "Meddelelse om påbegyndelse af hjemmeundervisning".
Skoleforvaltningen kvitterer for modtagelsen af meddelelsen om hjemmeundervisning til hjemmeunderviseren.
Når anmeldelsen af hjemmeundervisning er modtaget, vil hjemmeunderviseren få en invitation til opstartssamtale.
Formålet med denne er at forventningsafstemme det kommende hjemmeundervisningsforløb og tilsyn hermed, ligesom der informeres om hyppighed, varighed, indholdet af og stedet for tilsyn.
Undervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Dette uanset hvordan hjemmeundervisningen tilrettelægges.
Det afgørende er, at barnet får de samme muligheder, som hvis barnet havde gået i folkeskolen.
Der stilles ikke krav om, at samtlige folkeskolens fag kan identificeres på barnets skema eller undervisningsplan.
Fagene dansk, matematik og engelsk skal dog som minimum fremgå tydeligt.
Følgende krav skal derfor iagttages
- Hjemmeundervisningen skal indeholde humanistiske, naturvidenskabelig og praktiske musiske fag.
- Fagene dansk, regning/matematik og engelsk skal kunne identificeres tydeligt.
- Der må undervises på barnets modersmål – dog ikke i faget dansk, som skal være på dansk.
For at sikre, at undervisningen lever op til, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, kan der udarbejdes en undervisningsplan.
Skema til undervisningsplan ligger nederst på denne side: "Undervisningsplan for hjemmeundervisning".
Undervisningsplanen kan bruges i forbindelse med tilsynet, sådan at den tilsynsførende har mulighed for at orientere sig i, hvad målet er for den aktuelle undervisning.
Tilsynets opgave er at føre tilsyn med hjemmeundervisningen og med barnets/børnenes faglige udvikling.
Det er skoleforvaltningen, der fører tilsynet.
Tilsynet finder som udgangspunkt sted to gange årligt
Tilsynet gennemføres ved
- overværelse af undervisningen
- gennemgang af konkret dokumentation for undervisningen (anvendt undervisningsmateriale, udførte opgaver, logbog over aktiviteter og ignendelign).
- vurdering af standpunkt.
- gennemførelse af prøver i dansk, matematik og engelsk.
Den, der har varetaget undervisningen leder og planlægger prøverne efter aftale med tilsynsførende. Der føres tilsyn under selve prøveafholdelsen og resultatet vurderes af tilsynsførende.
Efter hvert tilsyn udfærdiges en tilsynsrapport, hvori det vurderes om undervisningen står mål med kravene hertil. Rapporten journaliseres i barnets sag i Skoleforvaltningen. Hjemmeunderviseren vil modtage en kopi af rapporten.
Man kan fritages for tilsyn, hvis undervisningen skønnes forsvarlig.
Hvis det på baggrund af tilsynet og/eller afholdt prøve vurderes, at undervisningen er mangelfuld, og der er bekymring for barnets faglige udvikling, vil hjemmeunderviseren blive orienteret herom.
Hjemmeunderviseren vil blive gjort bekendt med, hvor der er mangler i undervisningen, og blive gjort opmærksom på, at der afholdes en prøve om tre måneder.
Hvis undervisningen fortsat vurderes mangelfuld, skal barnet undervises i folkeskole eller anden skole, hvor undervisningspligten kan opfyldes, jf. §33, stk. 2, i lov om folkeskolen
Kommunen er forpligtet til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge under 18 år i kommunen lever under. Det følger af Barnets lov § 9, stk. 1.
Når grundskolen i hjemmet når sin ende, bliver dit barn ikke automatisk tilbudt Folkeskolens Afgangsprøve (FSA). Du kan dog selv indstille dit barn til FSA.
I praksis betyder det, at der skal rettes en kontakt til den distriktsskole, som barnet hører under og bede om at eleven bliver indstillet til FSA, selvom eleven ikke har modtaget undervisning på skolen.
Reglerne herom findes i Friskolelovens § 36 og bekendtgørelse om folkeskolens prøver § 14-16.
FSA er dog ikke et krav i forbindelse med hjemmeundervisning og ej heller ved optagelse på en ungdomsuddannelse.
Ønsker eleven optagelse på en ungdomsuddannelse, er det op til det pågældende uddannelsessted at fastsætte betingelserne for optagelse.
Til de gymnasiale uddannelser er kravet den centraliserede optagelsesprøve.
Hjemmeundervisning er reguleret i Grundloven og Friskoleloven.
Grundloven § 76
Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.
Friskoleloven stiller krav til hjemmeundervisningen
§ 34
Stk. 1. Hvis forældrene selv vil sørge for undervisning af deres børn i den undervisningspligtige alder, skal de meddele det skriftligt til kommunalbestyrelsen, før undervisningen begynder.
Stk. 2. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, hvilke børn der skal deltage i undervisningen, hvor undervisningen foregår, og hvem der skal undervise børnene.
§ 35
Stk. 1 Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med den undervisning, børnene får i hjemmet m.v.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan hvert år lade afholde prøver i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag for at sikre, at undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Den, der har undervist børnene, leder prøverne efter aftale med kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Skønnes det, at undervisningen ikke har været forsvarlig, underretter kommunalbestyrelsen forældrene om, at der vil blive afholdt en ny prøve efter 3 måneder, og at børnene, hvis undervisningen stadig er mangelfuld, skal undervises i folkeskolen eller en anden skole, hvor undervisningspligten kan opfyldes, jf. § 33, stk. 2, i lov om folkeskolen.
Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen skønner, at undervisningen er forsvarlig, kan den fritage for tilsynet.
Barnets lov § 9
Stk. 1. Kommunen er forpligtet til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge under 18 år i kommunen lever under.
Kontaktperson
Se alle selvbetjeningsløsninger
Ønsker du at dit barn skal undervises hjemme, skal du udfylde en undervisningsplan.
Meddelelse om påbegyndelse af hjemmeundervisningSkemaet skal være forvaltningen i hænde 14 dage før hjemmeundervisningen påtænkes iværksat.
Indstilling til visitationsudvalget for folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistandSkal udfyldes af skolens leder eller afdelingsleder
Tilsynsrapport vedrørende hjemmeundervisningSkal udfyldes af den tilsynsførende lærer