Start eller ændring af virksomhed
Det en god idé at finde ud af, hvilke regler der gælder for netop din virksomhed, både når du starter virksomhed, og hvis du senere udvider eller ændrer aktiviteterne. At kende reglerne kan spare dig for dyre fejlinvesteringer.
Så hvis du tænker på at starte egen virksomhed eller har spørgsmål til start af egen virksomhed - så kontakt Team Industri.
For nogle virksomheder gælder der særlige miljøregler og pligter. Se mere nedenfor.
Læs mere
Hvis du ønsker at etablere et autoværksted, skal du sende en anmeldelse til os. Du finder anmeldelsen i boksen "Betjen dig selv" øverst på siden.
Når vi har modtaget din anmeldelse, undersøger vi, om dit autoværksted opfylder kravene i autoværkstedsbekendtgørelsen.
Der kan ikke etableres værksteder alle steder i kommunen eksempelvis ikke i områder, der er udlagt til boliger eller rekreative områder.
Hvis du har spørgsmål til muligheden for at begynde et værksted i et bestemt område eller måske endda i en konkret bygning, kan du kontakte Team Industri.
Læs mere om miljøkrav til værkstedets indretning og drift i Miljøstyrelsens Autoværkstedsbekendtgørelse og Brancheorientering for værksteder.
Hvis du ønsker at etablere et maskinværksted eller maskinfabrik med et produktionsareal over 1000 m2 skal du sende en anmeldelse til os via det digitale system Byg og Miljø. Du finder anmeldelsen i boksen "Betjen dig selv" øverst på siden.
Maskinværksteder og maskinfabrikker - det vil sige virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller skal derfor anmelde etablering, ændringer og udvidelser. Er det et maskinværksted, kan du her læse om processen for maskinværksteder.
Læs mere om miljøkrav til virksomheden i Miljøstyrelsens Maskinværkstedsbekendtgørelse.
Hvis du har spørgsmål til etablering eller ændring af et maskinværksted kan du kontakte Team Industri.
Hvis du vil søge om miljøgodkendelse af din virksomhed skal du søge via det digitale system Byg og Miljø. Se boksen "Betjen dig selv" øverst på siden.
Større virksomheder og virksomheder, som kan forurene omgivelserne, skal have en miljøgodkendelse. Du skal have en miljøgodkendelse før du bygger eller starter en godkendelsespligtig virksomhed, og hvis du senere udvider eller ændrer virksomhedens bygninger eller aktiviteter.
Læs mere om virksomheder, som skal have miljøgodkendelse i Miljøstyrelsens Godkendelsesbekendtgørelse.
Er det en virksomhed, som skal have en miljøgodkendelse kan du her læse om miljøgodkendelse af virksomheder.
Du vil blive guidet igennem ansøgningsprocessen via det digitale system Byg og Miljø. Du kan gemme dele af ansøgningen, hvis du ikke har tid eller mulighed for at lave hele ansøgningen ad en omgang. Hvis du er i tvivl om noget under vejs, kan du også kontakte Team Industri.
Miljøgodkendelse - kort & godt:
- ansøg om miljøgodkendelse - beskriv produktion og miljøpåvirkning
- ansøgning vurderes og behandles
- udkast til miljøgodkendelsen gennemgås og kommenteres
- miljøgodkendelse meddeles og annonceres
Hvis du er i tvivl, om din virksomhed er omfattet af reglerne om miljøgodkendelse eller har andre spørgsmål til emnet, kan du kontakte Team Industri.
Miljøgodkendelser bliver offentliggjort på: Digital Miljøadministration (DMA)
Sagsbehandlingstid for at lave en miljøgodkendelse til udvalgte virksomhedstyper, som udfører en tjenesteydelse
Efter godkendelsesbekendtgørelsen er det et krav om at vi skal fastsætte sagsbehandlingstider for miljøgodkendelse af visse virksomhedstyper. Vores sagsbehandlingstider er fastsat på baggrund af vores nuværende opgavemængde og ressourcer på området, og de vil derfor løbende blive revurderet.
Sagsbehandlingstiden kan være noget længere, hvis der i forbindelse med sagsbehandlingen for eksempel er krav om en VVM-redegørelse, sikkerhedsdokumentation, konsekvensvurdering efter habitatreglerne eller overholdelse af miljøkrav fra vandområder i forbindelse med miljøgodkendelsen, da der i den forbindelse bl.a. skal gennemføres en høring.
Hvilke virksomheder er omfattet
Tidsfrister for behandling af ansøgninger om meddelelse af miljøgodkendelse af de virksomheder, som er omfattet af listepunkterne 5.1, 5.2, 5.3, 5.5, C 201, D 201, E 203, H 201, J 201-J 206, J 209, K 201- K 206, K 209-K 218, og som udfører en tjenesteydelse.
Sagsbehandlingstiden gælder fra det tidspunkt, hvor vi har modtaget alle nødvendige oplysninger fra virksomheden. Sagsbehandlingstiden kan forlænges én gang, hvis sagen er meget kompleks. Hvis sagsbehandlingstiden forlænges, skal vi oplyse ansøgeren om varigheden på den nye tidsfrist inden udløbet af den oprindelige frist, samtidig med at der gives en begrundelse for forlængelse af fristen.
Virksomhederne må ikke etableres og sættes i drift før der er meddelt miljøgodkendelse. Dette gælder også, hvis de oplyste sagsbehandlingstider bliver overskredet.
Tidsfrister
Når vi vurderer, at sagen er fuldt oplyst, - skal der for mindre sager være en afgørelse på sagen inden for 3 måneder, og for større og mere komplicerede sager inden for 6 måneder. Ansøger skal have besked om forventet tidsfrist.
Tidsfristerne er alene gældende for ovennævnte listepunkter, og hvis den konkrete virksomhed udfører en tjenesteydelse.
Definition på en tjenesteydelse: Der vil altid være tale om en konkret vurdering, om der er tale om en tjenesteydelse eller ej. I almindelighed defineres tjenesteydelse som selvstændig erhvervsvirksomhed, som udføres mod en økonomisk modydelse.
Produktionsvirksomheder vil som hovedregel ikke være omfattet af begrebet "tjenesteydelse". Normalt opfattes tjenesteydelse som virksomhed af industriel, handelsmæssige eller håndværksmæssige karakter. En virksomhed kan være omfattet af begrebet, hvis den er omfattet af et listepunkt, som nævnt ovenfor og hvis den udfører en tjenesteydelse. Som eksempel kan en knallertbane være omfattet af bestemmelsen, hvis virksomheden tager betaling for, at andre kan benytte sig af banen. Derimod er det ikke en tjenesteydelse at producere noget, som kan sælges.
Kommunen skal derfor konkret vurdere, om virksomheden udfører en tjenesteydelse, altså om virksomheden udfører et arbejde for andre mod betaling