Fra april 2024 får mange boligejere nye ændrede ejendomsskattebilletter for skatteårene 2021-23.

Grundskyld på et foreløbigt grundlag

Da grundskylden for 2021, 2022 og 2023 blev beregnet, var 2020-vurderingen for ejerboliger endnu ikke klar. Derfor er grundskylden for disse år i første omgang blevet opkrævet på et midlertidigt grundlag. Nu udsender vurderingsmyndighederne løbende de nye vurderinger pr. 1. januar 2020 til boligejerne. På den baggrund beregnes den endelige skat på baggrund af 2020-vurderingen af kommunen og grundskylden for 2021, 2022 og 2023 efterreguleres.

Efterregulering af grundskyld: Ny ejendomsskattebillet fra kommunen

Når kommunen har beregnet den endelige grundskyld på baggrund af 2020-vurderingen, sender kommunen en ny ejendomsskattebillet for hvert af skatteårene 2021-2023. Til og med 2023 var der skatteloft på grundskylden, der begrænser, hvor meget den kan stige hvert år. Da langt de fleste boligejere er tilmeldt indefrysningsordningen for grundskyld, vil eventuelle stigninger også typisk blive indefrosset, så du først skal betale, når du sælger boligen. Det betyder, at 2020-vurderingen får begrænset økonomisk betydning for de fleste boligejere.
Sådan beregner vi din grundskyld for årene 2021-2023 (vurderingsportalen.dk)

Har du købt eller solgt for nyligt? Vær opmærksom, når grundskylden bliver efterreguleret

Det er den aktuelle ejer, der får en eventuel opkrævning eller penge tilbage, når kommunen efterregulerer grundskylden for 2021-2023 på baggrund af 2020-vurderingen. Vi opfordrer til, at du tjekker købsaftalen, hvis du er ny ejer og har fået en opkrævning fra kommunen på grundskyld for en periode, hvor den tidligere ejer ejede ejendommen. Det samme gælder tidligere ejer, hvis kommunen har udbetalt overskydende grundskyld til den nye ejer.
Ny ejer efter 1. januar 2021: Efterregulering af grundskyld (vurderingsportalen.dk)