Hvis du vil være leverandør til Tønder Kommune, så er der herunder nyttige links, som kan hjælpe dig videre. Her kan du blandt andet orientere dig om Tønder Kommunes udbuds- og indkøbspolitik, tærskelværdier, leverandør liste og meget mere.

Lige vilkår først og fremmest

Offentlige indkøb er reguleret ved hjælp af såvel EU-direktiver som nationale love. Disse direktiver og love er vedtaget først og fremmest for at sikre at

  • det offentliges indkøb, herunder kommunernes, foretages økonomisk mest fordelagtigt
  • virksomheder får lige adgang til at deltage i konkurrencen om de offentlige indkøb

Målet med det første punkt er at opnå den mest hensigtsmæssige anvendelse af borgernes bidrag til det offentlige forbrug af varer og tjenesteydelser. Midlet hertil er konkurrenceudsættelse og redskabet forskellige former for udbud.

Det andet punkt hviler på principperne om ligebehandling, proportionalitet og gennemsigtighed. Det vil sige, at alle interesserede aktører skal tilbydes lige adgang til at afgive tilbud på de varer og tjenesteydelser, der sendes i udbud, ligesom vurderingen af de indkomne tilbud skal ske på ens vilkår. Endelig betyder det, at al information før, under og efter udbudsrunden skal være tilgængelig for samtlige tilbudsgivere.

Kend udbudsreglerne

Hvis du ønsker at blive leverandør til Tønder Kommune, bør du orientere dig om gældende regelsæt, herunder Udbudsloven. Vi vil derfor anbefale at gå ind på udbudsportalens hjemmeside, der giver en grundig indføring i relevante love og med tilhørende vejledninger.

Besøg også de udbudstjenester og udbudsportaler, som præsenteres nederst under "Links til eksterne instanser".

Udbuds- og indkøbspolitik

Tønder Kommunes udbuds- og indkøbspolitik er gældende indtil 2030.

Læs Tønder Kommunes Udbuds- og Indkøbspolitik

Søg om optagelse på Tønder Kommunes leverandørliste

Tæt kontakt til det private erhvervsliv er i fokus i Tønder Kommune

Ønsker I at gøre jeres virksomhed synlig for opgaver i forbindelse med vedligeholdelses-, renoverings- og anlægsopgaver på kommunale ejendomme og på vej- og parkområdet? Så kan I registrere jeres virksomhed på Tønder Kommunes leverandørliste.

Listen er et styringsredskab for små og store opgaver, der udbydes af Tønder Kommune. For at komme i betragtning til arbejdsopgaver, skal jeres virksomhed være registreret på leverandørlisten. Vi opfordrer jer derfor til at tilmelde jer portalen.

Det er vigtigt, at I kun registrerer de fagområder jeres virksomhed beskæftiger sig med.

Opret dig på Tønder Kommunes leverandørliste