Tønder Kommune har sammen med alle landets andre kommuner meldt sig ind i konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune.
Førstepræmien til den vindende kommune er 1.000.000 kr. fra den Danske Naturfond, som skal bruges til naturprojekter i kommunen.
Kommunen vil selvfølgelig rigtig gerne vinde konkurrencen, men uanset om det lykkedes eller ej, så vil naturen helt sikkert være vinder, hvis bare vi sammen gør det lidt mere vildt rundt omkring.
Biodiversiteten er i tilbagegang i hele verden og Danmark er ingen undtagelse.
Artsnedgangen er aldrig gået hurtigere, end det gør lige nu, og det skyldes hovedsageligt menneskets aktiviteter. Også i Tønder Kommune er biodiversiteten gået tilbage rigtig mange steder.
Heldigvis er det ikke for sent at gøre en indsats. Tønder kommune rummer mange ha med stort naturpotentiale og masser af plads til for at forbedre biodiversiteten. Her er der mange muligheder for at bevare eller etablere læhegn, vandhuller, skov, marksel, insektvolde og meget andet. Men selv man ikke har store arealer til rådighed, kan man sagtens være med til at hjælpe, idet selv små tiltag kan gøre en forskel. F.eks. kan man ved at lade et hjørne i sin have gro vildt med hjemmehørende blomster, gøre en stor forskel for de vilde insekter.
I Tønder Kommune er der ca. 37.000 indbyggere. Hvis alle udlagde et areal på 100 m2 (10 x 10 m), hvor de vilde hjemmehørende planter fik lov at gro, vil det svare til et areal på 3.700.000 m2 eller 370 hektar. Disse hektarer vil være spredt rundt i hele kommunen og derfor give netværk af vilde planter, hvor insekter og sommerfugle nemt kan sprede sig. De mange insekter vil øge fødeudbuddet for fugle og så videre.
Tønder kommune har gang i en masse tiltag og projekter der vil fremme naturen og øge biodiversiteten. Du kan læse mere om vores naturprojekter i en anden boks, her på siden
Som led i dysten om at bliver ”Danmarks Vildeste kommune”, skal vil indsende det bedste projekt vil har lavet, inden for konkurrenceperioden, der et til gavn for biodiversiteten.
Vi har valgt Juvre Engsø som det bedste projekt. Nedenfor kan du læse mere om Juvre Engsø.
Juvre Engsø
Tønder Kommune har i samarbejde med to private lodsejere, Nationalpark Vadehavet og AAGE V. JENSEN NATURFOND igangsat etableringen af et større sø- og vådområde på ca. 23 ha i Juvre Enge på Rømø. Projektets formål er, at skabe en naturperle til gavn for især fugle og padder, hvor der i dag ikke er større arealer med ferskvand.
Der er inden for projektområdet planlagt og påbegyndt etablering af en større sø på ca. 10 ha og 8 små bekkasinskrab på hver ca. 400 m2. I søen etableres der flere små øer. Arealet omkring søen skal efterfølgende afgræsses ekstensivt med kødkvæg og det forventes at engene vil udvikle sig fra kulturenge domineret af rajgræs, til mere artsrige enge med mere naturlig hydrologi.
Bekkasinskrabene vil skabe bedre levevilkår for strandtudsen, der er en bilag IV-art. Strandtudsen har tidligere været meget udbredt på Rømø, men har i mange år været i tilbagegang.
Med den kystnære placering midt i Vadehavet og med Vadehavets meget store fugleforekomster, forventes det, at det kommende naturareal med søen, småøer, bekkasinskrabene og engene, vil tiltrække mange fugle. Blandt kommende ynglefugle i området forventes bl.a. skeand, knarand, grågås, troldand, fjordterne, havterne, klyde, rødben, stor kobbersneppe, strandskade og vibe. På sigt vil der måske også kunne komme brushane, engryle, sorthalset lappedykker, lille præstekrave, hættemåger, sandterne og skestork.
Når de store fugletræk kommer til Vadehavet i for- og efteråret, forventes en lang række ænder, gæs og vadefugle, at kunne bruge området som rasteplads, eksempelvis ved højvande i Vadehavet eller kraftig blæst/storm.
Flere af disse fugle er på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området F65 Rømø og optaget på den danske rødliste.
En stor trussel for ynglefuglene i vadehavsområdet er ræv og mårhund, der begge findes på Rømø. Disse rovdyr æder både fugleunger, æg og padder. For at sikre de sårbare dyr, opføres et såkaldt prædatorsikkert hegn og/eller en flydespærre rundt om hele projektområdet, så de trygt kan yngle.
Projektet vil give bedre levevilkår for fuglene i Natura 2000-området. En lang række andre dyre- og plantearter vil ligeledes kunne etablere sig i området, så den lokale biodiversitet styrkes.
Tønder Kommune, AAGE V. JENSEN NATURFOND og Nationalpark Vadehavet understøtter projektet økonomisk. DN og DOF har desuden skriftligt givet deres opbakning til projektet.
Se droneoptagelse af området
Første spadestik ved Juvre Engsø den 3. marts 2022
Se planchen "Velkommen til Juvre Engsø" - Rømøs største ferskvandsø
Fakta om konkurrencen
- Biodiversiteten er i tilbagegang i hele verden. Arter uddør hurtigere end nogensinde før. 1 mio. dyre- og plantearter er i fare for at uddø. På den baggrund opfordrede Miljøminister Lea Wermelin de danske kommuner til at deltage i en konkurrence om at blive "Danmarks vildeste kommune". Alle landets 98 kommuner deltager.
- Dommerpanelet består af miljøminister Lea Wermelin, tv-værten Frank Erichsen og biologen Morten D.D. Hansen, og en ekstern jury, der skal kåre vinderkommunen med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt. Der er fri leg, og vinderen udvælges baseret på blandt andet idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber. En kommune kan også vælge at fokusere på noget helt femte, der gør kommunen vild.
- Konkurrencen løber frem til udgangen af 2022 og beskrivelse af finaleprojektet skal sendes ind senest 1. juni 2022
- Vinderen vil foruden den ærefulde titel modtage en præmie til en værdi af 1 million kr. til at gennemføre et VILDT naturprojekt i kommunen. Beløbet stilles til rådighed af Den Danske Naturfond, som i samarbejde med den vindende kommune kvalificerer brugen af midlerne til et naturprojekt.
- Et filmhold følger konkurrencen, og optagelserne vil blive sendt i 2023 som anden sæson af ”Gi' os naturen tilbage” på DR. Mere end 500.000 seere fulgte med i første sæson, der blev sendt i efteråret 2020.
- Konkurrencen er en del af Miljøministeriets kampagne ”Sammen om et VILDERE Danmark”, hvor målet er at få både kommuner og danskerne generelt til at dyrke, hylde og omfavne den vilde natur.