Tilskud til transport, når du er ledig og skal til jobsamtale
Skal du til en ansættelsessamtale, der ligger mere end halvanden times kørsel fra din bopæl, kan du søge om befordringsgodtgørelse.
Hvis du opfylder nedenstående betingelser, kan Jobcenter Tønder yde tilskud til befordring i forbindelse med ansættelsessamtaler. Alle ledige, der er bosat i Tønder Kommune, og tilmeldt jobcenteret, kan ansøge.
Du kan få tilskud, hvis
- samtalen foregår i Danmark
- samtalen er om et almindeligt job, et fleksjob eller et job med løntilskud
- der som minimum er mere end tre timers transport tur/retur i bil mellem din bopæl og virksomhedens adresse
- du bor i Tønder Kommune
- du søger og sender dokumentation for din transport og samtale senest 30 dage efter, du har været til samtale.
Hvor meget kan du få i tilskud?
Tilskuddets størrelse svarer til statens lave kilometertakst (2,17 kr./km.). Du skal dog altid selv dække de første 200 kr. for hver ansættelsessamtale. Du kan ikke få tilskud, hvis udgiften til kørsel helt eller delvis kan dækkes på anden vis. Det kan for eksempel være, hvis virksomheden, du er til samtale hos, betaler for transporten.