Hvis man gerne vil have et socialt frikort, skal man henvende sig til den kommune, hvor man opholder sig, og ansøge om et socialt frikort. Hvis ansøgningen bliver godkendt, opretter sagsbehandleren et frikort på socialtfrikort.dk og man får udleveret et unikt 5-cifret Frikort-ID. Man skal oplyse dette ID-nummer til sin arbejdsgiver, når man bliver ansat og vil gøre brug af det sociale frikort.
Når man har fået et socialt frikort, kan man begynde at arbejde i et ordinært og ustøttet job, som man selv skal finde. Man kan arbejde hos alle virksomheder, offentlige myndigheder m.v., der har et CVR-nummer, men man kan ikke bruge frikortet i forbindelse med et løntilskudsjob, et fleksjob eller lignende. Derudover kan man ikke bruge frikortet i forbindelse med freelancearbejde eller arbejde i egen virksomhed som selvstændig erhvervsdrivende.
Husk at gøre arbejdsgiveren opmærksom på, at lønnen ikke skal indberettes til eIndkomst, men skal registreres på socialtfrikort.dk.