Hvis du har opbrugt din sygedagpengeret, men stadig ikke kan arbejde pga. sygdom, kan du komme i jobafklaringsforløb. Et jobafklaringsforløb giver dig mulighed for at få støtte til at vende tilbage i arbejde. I et jobafklaringsforløb tilrettelægges en indsats rettet mod at hjælpe dig i beskæftigelse, som passer til dine behov og dit helbred.
Læs mere
Et jobafklaringsforløb er for dig, der ikke kan få forlænget din sygedagpengeperiode, men fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Eller for dig der allerede har opbrugt din sygedagpengeperiode på grund af en tidligere sygemelding.
Formålet med et jobafklaringsforløb er, at du får en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, som bidrager til at fastholde dig på din arbejdsplads eller støtter dig i at vende tilbage på arbejdsmarkedet i enten arbejde eller uddannelse.
Det er en grundlæggende betingelse for at have ret til et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, at du er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom efter reglerne i sygedagpengeloven. Det afgørende for vurderingen af uarbejdsdygtighed er dine symptomer og symptomernes indvirken på din evne til at arbejde. Uarbejdsdygtigheden vurderes, som udgangspunkt i forhold til det arbejde, som du er sygemeldt fra eller det arbejdsområde, som du skal stå til rådighed for.
Hvis du er ledig, vurderes uarbejdsdygtigheden på baggrund af det arbejdsområde, som du skal stå til rådighed for. Det betyder, at du skal vurderes både i forhold til de arbejdsområder, som du er uddannet til, men også i forhold til funktioner, som du ikke er uddannet til, men som du har erfaring inden for eller ville kunne varetage efter en kortere oplæring.
Under jobafklaringsforløbet vil du blive tilknyttet en koordinerende sagsbehandler. Den koordinerende sagsbehandler er ansvarlig for at varetage sagsbehandlingen i samarbejde med dig, følge op på igangværende indsatser, koordinere indsatserne på tværs af kommunale forvaltninger og andre myndigheder, samt løbende justere indsatserne i forhold til din arbejds- og helbredssituation.
Når du er blevet tilkendt jobafklaringsforløb, stopper den ydelse, du hidtil har fået. I stedet skal du have ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau i jobafklaringsforløbet.
Ressourceforløbsydelsen kan blive justeret undervejes i forløbet. Hvis du fx får et barn, hæves beløbet til niveauet for kontanthjælp for forsørgere.
Er du selvstændig erhvervsdrivende og delvis uarbejdsdygtig på grund af sygdom, bliver din ydelse udbetalt med et beløb, der svarer til enten 75 procent og 50 procent af ressourceforløbsydelsen:
- Du modtager 75 procent, hvis du højst kan udføre en fjerdedel af dit normale arbejde
- Du modtager 50 procent, hvis du højst kan udføre halvdelen af dit normale arbejde
Hvis du har indtægter eller formue
Hvis du har indtægter i jobafklaringsforløbet, bliver de som udgangspunkt trukket fra din ressourceforløbsydelse. Det gælder dog ikke indtægter, der udbetales for en periode, før du påbegyndte dit jobafklaringsforløb. Det gælder heller ikke indtægter, du har haft, efter jobafklaringsforløbet er ophørt.
Hvis du har lønindtægter, som inkl. pension udgør indtil 16.323 kr. før skat (2024), bliver din ressourceforløbsydelse sat ned med 30 procent af lønnen. Hvis din lønindtægt inkl. pension overstiger 16.323 kr. før skat (2024), bliver den del af lønnen inkl. pension og før skat, der overstiger lønindtægtsgrænsen på 16.323 kr. før skat (2024) nedsat med 55 procent.
Hvis du får feriegodtgørelse efter ferieloven, bliver den trukket fra din ressourceforløbsydelse på samme måde som lønindtægter. Det sker på det tidspunkt, hvor du holder ferien.
Det er en betingelse for at modtage ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, at du står til rådighed for de tilbud, som fremgår af rehabiliteringsplanen, og som er en del af jobafklaringsforløbet. Det er også et krav, at du deltager i jobsamtaler og lignende i kommunen.
Hvis du flytter til en anden kommune, skal på barsel, eller bliver syg, vil du fortsat have ret til at modtage ressourceforløbsydelse. Du skal dog være opmærksom på selv at rette henvendelse til din kommende bopælskommune ved flytning.
Kontakt
Åbningstider | Fremmøde | Telefontid |
Mandag | Kl. 9 - 14 | Kl. 9 - 12 |
Tirsdag | Kl. 9 - 14 | Kl. 9 - 12 |
Onsdag | Kl. 9 - 14 | Kl. 9 - 12 |
Torsdag | Kl. 9 - 17 | Kl. 9 - 12 |
Fredag | Kl. 9 - 13 | Kl. 9 - 12 |