Tønder Kommune tager skimmelvækst og fugt i boligen meget alvorligt, fordi det er en trussel mod indeklimaet og kan give ubehag og en række sygdomme.

Hvad er skimmelsvampe?

Skimmelsvampe er naturligt til stede i naturen og i vores omgivelser. Skimmelsvampe er bittesmå svampe, som spreder sig gennem luften ved hjælp af sporer. Sporene kan udvikle sig til skimmelsvampe på fugtige overflader og viser sig som grønne, sorte, brune eller hvide pletter eller skjolder, der ofte har en lodden overflade. Skimmelsvamp kan have en muggen lugt, der gør indeklimaet ubehageligt at være i.

Hvis der er skimmelsvamp i min bolig

Hvis der udvikles fugt i boligen, kan skimmelsvampen udvikle sig og vokse til et omfang, der kan give helbredsmæssige problemer. Et angreb af skimmelsvamp kan opstå, hvis boligen bruges forkert, for eksempel har du for lidt varme på, lufter for lidt ud, tørrer tøj indendørs, ikke bruger emhætte ved madlavning, utilstrækkelig rengøring, og så videre. Skimmelsvamp kan også opstå på grund af mangler i bygningens konstruktioner, hvilket vil kræve en udbedring.


Hvis du bor til leje og hvis skimmelsvampen kommer igen, bør du straks kontakte din udlejer for at få problemet undersøgt nærmere. Som lejer er det vigtigt at orientere sin udlejer med det samme, når der opdages forhold, som er skadelige for boligen. På den måde er der mulighed for at minimere omfanget af skaderne.
Hvis du har gjort din udlejer opmærksom på forekomsten af skimmelsvamp i boligen, men udlejer ikke følger op på din henvendelse inden for en rimelig tid eller du er uenig i løsningsforslagene, så har du mulighed for at henvende dig til Tønder Kommunes boligsociale medarbejder, som kan besøge dig og tage nogle enkle målinger og vurdere, om der er behov for yderligere undersøgelser.

Forebyggende indsats

Du kan oftest undgå skimmelsvamp i din bolig gennem få indsatser i dagligdagen.
Her får du seks gode råd til at hindre skimmelvækst i din bolig:

  • Luft ud med gennemtræk tre gange dagligt i 10 minutter
  • Varm boligen op til 21 grader - i soveværelset ikke under 19 grader
  • Tør ikke tøj inde
  • Gør rent jævnligt
  • Stil ikke møbler direkte op ad ydervægge
  • Brug emhætte, udluftning i badeværelset og øvrig mekanisk udluftning, og rengør og vedligehold dem.

Opdager du skimmelsvamp, kan du forsøge at fjerne skimmelvæksten med et svampedræbende middel.

Andre sundhedsfarlige forhold i en bolig

Sundhedsfarlige forhold kan også være boliger, som er groet til i affald, madrester og så videre, som tiltrækker bananfluer, rotter og andre skadedyr. Hvis du som ven, nabo, pårørende eller lignende får kendskab til sådanne forhold, er du også meget velkommen til at henvende dig til den boligsociale medarbejder.

Hvem skal jeg henvende mig til, hvis der er skimmel i min bolig

Du skal henvende dig til kommunens boligsociale medarbejder nedenfor.
Vi gør opmærksom på, at kommunen ikke kan yde rådgivning til lejeloven, og at enhver tvist mellem lejer og udlejer er Tønder kommune uvedkommende.

Kontakt

Karina Grøn Keller
Telefon 74 92 92 60