Når en bygning er bevaringsværdig, betyder det, at bygningen har arkitektoniske, kulturhistoriske eller beliggenhedsmæssige kvaliteter af regional eller lokal betydning.
Når en bygning er udpeget som bevaringsværdig, vil fastholdelsen af bevaringsværdien være udgangspunkt ved enhver ombygning af ejendommen.
Det er kommunen, der udpeger bevaringsværdige bygninger. Udpegningen handler alene om bygningens ydre til forskel fra en fredning, som også gælder bygningens indre. Ved udpegningen af nye bevaringsværdige bygninger anvender vi SAVE-metoden.
En bygning får status som bevaringsværdig, når den er udpeget og optaget i kommuneplanen, en lokalplan, byplanvedtægt eller har en tinglyst bevaringsdeklaration.
I Tønder Kommuneplan er bygninger, med en bevaringsværdi fra 1 til og med 4 i en SAVE-registrering optaget som bevaringsværdige, hvor 1 er højeste bevaringsværdi.
En bevaringsværdig bygning må ikke ombygges eller ændres udvendigt uden Kommunalbestyrelsens tilladelse. En bevaringsværdig bygning må ikke nedrives før nedrivningsanmeldelsen har været offentlig bekendtgjort og Kommunalbestyrelsen har meddelt ejeren, om den vil nedlægge forbud mod nedrivningen efter Planloven § 14.
Fredede bygninger
Det er staten, Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for registrering, udpegning og administration af de fredede bygninger. Det er bygninger med særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af national betydning.
Alle bygningsarbejder vedrørende fredede bygninger kræver tilladelse fra Slots- og Kultur-styrelsen, hvis arbejderne går ud over almindelig vedligeholdelse, det gælder både ude og indvendige ændringer. Har du en fredet bygning så kontakt Slots- og Kulturstyrelsen.