Veteraner markerer Danmarks flagdag

Onsdag den 5. september markeres Danmarks flagdag i Tønder med march gennem byen, taler og kransenedlæggelse.

​​​​​​​​​​​​​​Danmarks flagdag er dagen, hvor Danmarks danske soldater bliver hædret, og det sker naturligvis også i Tønder Kommune. 

Forsvarsbroderselskaberne i Bredebro, Løgumkloster og Tønder traf i 2009 en beslutning om, at udsendte og tidligere udsendte i Tønder Kommune skal hædres lokalt.

Formålet med flagdagen er at hædre de personer, der er eller har været udsendt på en mission af Danmark på baggrund af en beslutning truffet af regering, Folketing eller en minister.

- Det er en smuk tradition, hvor vi hylder den professionelle og dygtige indsats, som de danske   udsendte yder eller har ydet i en række af verdens konfliktområder, siger borgmester Henrik Frandsen.

Arrangementet i Tønder starter med march gennem gågaden til Tønder Rådhus. Startstedet er parkeringspladsen i lyskrydset ved Tønder Sygehus.

​​​​​​​På rådhuset vil borgmester Henrik Frandsen tage imod, og herefter er der tale ved borgmesteren og formanden for Forsvarsbrødrene i Tønder, Allan Poulsen.

Efter talerne vil borgmesteren og formanden for Forsvarsbrødrene i Tønder lægge blomster ved mindepladen med inskriptionen ”Til ære for Danmarks udsendte i Internationale missioner”, og det efterfølges af andagt ved tidligere feltpræst John Melchiorsen.