Vadehavet set med kunstnerøjne

Gennem et år har tre københavnske kunstnere brugt video, lyd og musik til at undersøge menneskets møde med Vadehavet som led i kunstprojektet Inseparable Together. Lørdag den 14. juli præsenteres værkerne for første gang for publikum. Det sker ved en fernisering i Slotfeltladen i Møgeltønder.

Ved åbningen uropfører den internationalt anerkendte violinist Christine Pryn komponist Ellen Birgitte Rasmussens to vadehavsduetter, Tidevand og Reliquiae Aestus.

Kompositionerne er symbioser mellem musik og vadehavslyde. I Tidevand skabes et musikalsk rum, der giver publikum oplevelsen af havet, der som jordens skinnende hud trækkes frem over den mudrede vade. Reliquiae Aestus (‘hvad tidevandet efterlod’) er et forsøg på at spille sammen med de fænomener, der direkte og indirekte er opstået i området på grund af tidevandet. Kan der flyde en strøm af toner ud af en sluse? Kan violinisten
akkompagnere fuglene, duellere med vestenvinden og fortolke havets bølger?

Fotograf Alexandra Buhl og performancekunstner/iscenesætter Nana Francisca Schottländer har skabt videoværker ud af mødet med Vadehavets vind, tidevand og strandkanter.

Koblingen af natur, performance og video indfanger på unik vis vadehavsområdets særlige fænomener, mønstre og rytmer. I udstillingen viser videoerne skiftende kompositioner, bevægelige skulpturer og uendelige øjeblikke, der favner beskueren i et sanseligt møde mellem menneskekrop og Vadehav.

Projektet Inseparable Together udspringer af ønsket om at undersøge, hvorvidt det er muligt at skabe kunst i et jævnbyrdigt møde mellem menneske og natur. Gennem fire årstider, på fire forskellige steder i den danske Vadehavsregion - Rømø, Højer, Fanø og Mandø - har de tre kunstnere skabt materiale i form af video, lyd og musik – med selve vadehavs-naturen som en aktivt medskabende fjerde partner.

Inseparable Together er støttet af Kulturregion Vadehavet, Tønder Kommune og Nationalpark Vadehavet. Sidstnævnte åbner udstillingen med en tale af ornitolog og naturvejleder Marco Brodde.

Udstillingen i Slotfeltladen er den første i en række udstillinger i det danske vadehavsområde. Udstillingen kan opleves fra den 14. juli kl. 14.30 frem til den 28. juli kl. 17. Der er gratis adgang for alle i Slotfeltladen.

Læs og oplev flere sider af projektet på www.inseparabletogether.dk