Unge og ældre mødtes om sanser

Der var glæde og højt humør både hos de unge og de ældre, da elever fra Tønder10 besøgte Leos Plejecenter i Tønder for at aflevere en spændende og dejlig sansehave til beboerne.

Sansehaven har 16 elever fra den erhvervsrettede linje EUD10 lavet som led i et samarbejde mellem EUC Syd, Tønder Handelsskole og Det Blå Gymnasium Tønder, Leos Plejecenter og MIND FACTORY by ECCO.

Projektet forløb som et innovationsprojekt, hvor eleverne havde fokus på at tænke i nye, kreative løsninger. De lærte om budgetter, om arbejde med ældre og om smede- og træarbejde, og de besøgte Leos Plejecenter og fik kendskab til de ældres hverdag.

Haven består af forskellige kasser med planter, som man kan se, dufte og røre ved, og et stort rundt bord med forskellige brætspil og en følekasse.

Eleverne afleverede sansehaven til beboerne som afslutning på forløbet og fik dermed selv introduceret både plantekasser og spil.

Faglærer på EUC Syd Martin Lundehave Andresen er ophavsmand til idéen om samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og plejecentret.

Erhvervslinjen EUD10 er et særligt forløb på Tønder Kommunes 10. klasse-tilbud, hvor eleverne stifter bekendtskab med forskellige erhvervsuddannelser.