Udviklingsplan for Toftlund

Tønder Kommune har igangsat en proces med udarbejdelse af en Udviklingsplan for Toftlund. Planen forventes færdig med udgangen af 2019.

Udviklingsplanen er en strategisk plan, der skal danne grundlag for en langsigtet positiv udvikling, der peger 10-15 år frem i tiden, og som udmønter sig i konkrete udviklingsprojekter.

Udviklingsplanen skal sikre og skabe en fælles, forpligtende vision for udviklingen af Toftlund – en plan, der er med til at skabe en endnu bedre by at leve, opleve og bosætte sig i.

Udviklingsplanen har ikke kun fokus på en fysisk omdannelse. Det er en helhedsorienteret tilgang til byudvikling, hvor sociale, sundhedsmæssige, kulturelle indsatser m.m. spiller en lige så stor rolle.

Kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune har allerede afsat 17,5 millioner kr. til at realisere dele af udviklingsplanen for Toftlund.

Samarbejde mellem lokalområde og kommune

Udviklingsplanen skal forankres i Toftlund. Derfor er dialog med byens borgere og interessenter en vigtig del af processen frem mod en færdig udviklingsplan. Der vil gennem hele processen være rig mulighed for at deltage i arbejdet. Derudover forankres arbejdet med planen bredt i Tønder Kommune, der efter planens udarbejdelse bruger den som styringsredskab.

Projektfaserne

Herunder er skitseret de overordnede faser for arbejdet med Udviklingsplanen for Toftlund. Der vil løbende blive kommunikeret om de enkelte aktiviteter primært via Toftlund Borgerråds hjemmeside http://toftlundborgerraad.dk.

  • Bymøde 1
    Mandag 23. april 2018
    Introduktion til udviklingsplanen for Toftlund
  • Research og analyse
    Marts-september 2018
    Indsamling af viden, der giver et fundament for at udarbejde grundstrukturen for udviklingsplanen. Det handler om, at få et indgående kendskab til Toftlund, så man kan være med til at løfte og styrke de stedsspecifikke udviklingsmuligheder.
  • Interview og dialog
    August-oktober 2018
    Interview af borgere og lokale aktører i Toftlund. Derudover vil der ultimo august blive igangsat en række dialogaktiviteter i byens rum, hvor der inviteres til brainstorm om specifikke temaer.
  • Bymøde 2
    November 2018
    Status på arbejdet med udviklingsplanen og præsentation af det videre forløb i 2019
  • Workshop og midlertidige projekter
    Februar – juli 2019
    Workshopforløbet bliver tilrettelagt ud fra den viden, der er indsamlet i 2018, hvilket er med til at målrette forløbet og sikre, at man kommer langt med idéudviklingen. Der vil også blive arbejdet med at lave nogle midlertidige projekter, der skal teste udvalgte projektideer.
  • Færdiggørelse af første udkast til udviklingsplan
    August-oktober 2019
    I den sidste fase af forløbet skal der samles op og indsamles erfaringer fra hele forløbet. Det er en afgørende fase, hvor der vil være stor fokus på den økonomiske og tidsmæssige del af udviklingsplanen.
  • Bymøde
    November 2019
    Præsentation af første udkast til færdig udviklingsplan med efterfølgende kommenteringsfase.