Tønder nu Danmarks 13. mest erhvervsvenlige kommune

For tredje år i træk forbedrer Tønder Kommune sin position som erhvervsvenlig kommune. Det viser Dansk Byggeris nyeste kommuneanalyse.

I analysen bliver samtlige 98 kommuner i landet målt på en række forskellige forhold, som har betydning for erhvervslivets muligheder for at skabe vækst og udvikling.

I den nye analyse går Tønder Kommune samlet set fra en 15. plads sidste år til en placering som nr. 13 i år. Dermed fortsætter de seneste års fremgang, og den positive udvikling modtages med glæde på Rådhuset i Tønder.

 - Det flotte resultat kan vi navnlig tilskrive den konstruktive dialog og det tætte samarbejde med vores lokale håndværkere. Sammen skaber og udvikler vi den ramme, som sikrer vækst i Tønder Kommune, siger borgmester Henrik Frandsen.

- Fremgangen og placeringen som nummer 13 på Dansk Byggeris liste understreger, at vi i Tønder Kommune har et stærkt erhvervsliv med fokus på samarbejde og sammenhold.

Udlicitering blandt højdespringerne 

Et af de mange forhold, kommunerne bliver målt på, er udlicitering af håndværksopgaver. Her tager Tønder Kommune et stort spring frem og placerer sig helt i top, når der måles på, hvor ofte kommunerne sender driftsopgaver i udbud. 

- Når vi sender opgaver i udbud sikrer vi, at vi får mest muligt for skatteborgernes penge, og at vores lokale håndværkere får mulighed for at byde ind på opgaverne. De meget fagligt dygtige håndværkere, vi har i Tønder Kommune, er vores garanti for, at opgaverne bliver løst til punkt og prikke, siger borgmesteren.

Dansk Byggeri har lavet kommuneanalyser de seneste syv år. I 2016 kom Tønder Kommune ind på en 20. plads, mens det i 2017 blev til en fremgang på 5 pladser og dermed en 15. plads. Og nu er der yderligere fremgang til en 13. plads.

Se hele analysen her