Tønder Kulturuge 2019 bliver vild!

Tønder Kulturuge vender tilbage i uge 40, og i år kan man i hele Tønder Kommune opleve over 35 forskellige arrangementer, som alle hører under temaet "Vildskab".

Vildskab kan tænkes på mange måder; vildskab i naturen, vildskab i kunst, vildskab i musik og vildskab i mennesket. 

- Jeg glæder mig meget over de mange forskelligartede arrangementer, der tilbydes rundt omkring i hele Tønder Kommune i årets kulturuge. Årets tema "Vildskab" kommer fint til udtryk, når man ser på listen med de mange alsidige arrangementer. Der er opstået uventede ideer, nye tiltag prøves af, og skæve arrangementer er kommet i stand på tværs, og det var netop én af ideerne med dette tema; at forsøge at få arrangørerne til at tænke i nye baner og ud af boksen, udtaler Anne Mette Pedersen, formand for Kulturelt Forum og fortsætter:

- Der bliver også prøvet kræfter af sammen med andre foreninger og arrangører, og dermed lærer vi nye foreninger og aktører at kende, hvilket er én af ideerne med at have en kulturuge. At give hinanden mulighed for at opdage, hvor rig på kultur vores geografisk store kommune er.

På vegne af Kulturelt Forum vil jeg benytte lejligheden til at takke alle arrangører af kulturugens tilbud, kommunens kultur- og fritidsmedarbejdere og ikke mindst arbejdsgruppen for deres store indsats og engagement.

Årets program bliver bragt lige til døren
Oplev musik, foredrag, film, udstillinger, koncerter, teater, fællessang, sønderjysk kaffebord mm. - alt sammen med et vildt islæt.

- Igen i år glæder jeg mig over det flotte program, og at så mange frivillige ønsker at byde ind med arrangementer af så høj kvalitet, fortæller Aase-Lene Lysgaard Madsen, der er formand for arbejdsgruppen bag Tønder Kulturuge.

Du kan selv kigge programmet igennem, når det bliver leveret lige til døren. Programmet bliver nemlig igen i år husstandsomdelt. Så hold øje med din postkasse i uge 37.
Programmet kan også afhentes på kommunens biblioteker og turistbureauer - dog i et begrænset antal. Derudover er det altid muligt at se den elektroniske udgave på www.kulturuge.dk eller på facebooksiden "Din Fritid - Tønder Kommune".