Tønder Kommune tilbagekalder mad med hård plast

Tønder Fælleskøkken, der bl.a. leverer varm mad til hjemmeboende ældre i Tønder Kommune, har i dag måttet tilbagekalde to retter med bacontern fra virksomheden Hørkram Foodservice.Tilbagekaldelsen skyldes, at Hørkram Foodservice har konstateret, at der kan forekomme hård plast eller splinter af plast i baconkødet fra virksomheden.

Hvis man indtager fødevarer med hård plast eller splinter af plast, risikerer man skader i mundhulen, svælget og fordøjelsessystemet.

- Derfor er det meget vigtigt, at man ikke spiser af den mad, der kan indeholde plast, siger områdeleder Henning Løsche fra Tønder Kommune.

- Fremstillingen af mad med bacontern fra Hørkram er naturligvis stoppet med omgående virkning, og vi gør os store anstrengelser for at få de allerede udleverede retter kaldt tilbage. Vi forsøger at kontakte alle borgere direkte for at informere og advare dem, og der er sørget for, at maden bliver afhentet hos de pågældende, siger Henning Løsche.

De steder, hvor man ikke har kunnet træffe nogen hjemme, er der lagt en seddel med oplysning om situationen i postkassen. Desuden har alt plejepersonale fået besked om at orientere de berørte borgere og hjælpe med at få den risikofyldte mad fjernet.

Retterne, som kan indeholde plast, er leveret til hjemmeboende ældre i distrikterne Tønder/Højer og Skærbæk/Rømø. I Løgumkloster nåede fælleskøkkenet at kalde maden tilbage, inden den blev udleveret til modtagerne. Toftlund/Agerskov distriktet er ikke omfattet. I alt er der udleveret risikofyldig mad til knap 100 borgere.

Der er desuden leveret mad med bacontern til modtagekøkkener på nogle af kommunens plejecentre, men her er maden blevet stoppet, inden den blev anvendt.  

De to retter med bacontern er småkød i vildtsovs og gullaschsuppe.

Modtagerne af de tilbagekaldte retter kan få leveret nye retter eller blive krediteret udgiften.