Tønder er godt med på sundhed

Irene Holk Lund

Kommuner og regioner måles på kvaliteten af sundhedsydelser på otte områder. På de fleste ligger Tønder Kommune i den gode ende af skalaen 

Det står rigtig godt til med kvaliteten af sundhedsydelserne i Tønder Kommune. Inden for langt de fleste af de områder, kommuner og regioner bliver målt på, ligger Tønder Kommune i den gode ende. F.eks. bliver færre borgere end andre steder i landet genindlagt på sygehuset, og der er ligeledes behov for færre forebyggende sygehusindlæggelser af de ældre.

- I Tønder Kommune arbejder vi bevidst og strategisk med det nære sundhedsvæsen, så flest muligt kan undersøges og behandles i lokalområdet. Derfor er det glædeligt at se de gode tal for indlæggelser. De viser jo, at mange mennesker slipper for at blive indlagt på sygehuset, fordi de ofte kan blive behandlet og komme til kontrol tæt på deres hverdag uden indlæggelse. Det tror jeg, de fleste er glade for, siger formanden for kommunens Sundhedsudvalg, Irene Holk Lund.

Hun fremhæver i den sammenhæng også betydningen af nærsygehuset i Tønder, hvor undersøgelse, behandling og kontrol i stor udstrækning kan tilbydes lokalt.

- Det viser, at det var rigtigt at bruge kræfter på kampen for at bevare sygehuset, mener udvalgsformanden.

I forhold til landsgennemsnittet ligger Tønder Kommune også bedre placeret, når det gælder middellevetid, antallet af færdigbehandlingsdage på sygehusene og akutte indlæggelser af KOL-patienter og diabetes-patienter.

Hurtigere i gang med genoptræning

Kun på ét område har Tønder Kommune været placeret i den nederste del af skalaen. Det handler om genoptræning. På landsplan venter borgerne i gennemsnit 14 dage på at komme i genoptræning, men da målingen blev gennemført, var ventetiden i Tønder Kommune oppe på 27 dage. Det har dog allerede ændret sig markant til det bedre.

- Det er selvfølgelig ikke godt nok med så lange ventetider. Derfor har vi haft meget fokus på at nedbringe ventetiderne, og resultaterne er da også til at få øje på. På nuværende tidspunkt er ventetiden nede på 14 dage svarende til landsgennemsnittet. Vi vil fortsat prioritere området for at sikre, at borgerne kan komme i gang med den vigtige genoptræning så hurtigt som muligt.

- Samtidig vil vi videreføre indsatsen med at udbygge sundhedstilbuddene og forbedre kvaliteten generelt. Her tager vi udgangspunkt i de nationale mål for sundhedsvæsenet, som Regeringen, Danske Regioner og KL har aftalt. Det vil være drivkraften for det fortsatte arbejde med kvalitetsforbedring inden for sundhedsområdet, oplyser Irene Holk Lund.

Fakta:

Tønder Kommunes resultater inden for de otte måleområder (med landsgennemsnittet i parentes):

  • Akutte genindlæggelser inden for 30 dage: 2,9 pct. (6,9 pct.)
  • Forebyggelige indlæggelser for ældre: 48,3 pr. 1.000 ældre (63,5 pct.)
  • Middellevetid: 80,4 år (80,1 år)
  • Somatisk færdigbehandlingsdage på sygehusene: 3,5 dage pr. 1.000 borgere (6,1)
  • Akutte indlæggelser pr. KOL patient: 480 pr. 1.000 patienter (583)
  • Akutte indlæggelser pr. diabetes patient: 283 pr. 1.000 patienter (384)
  • Daglig rygere: 20 pct. (17 pct.)
  • Ventetid til genoptræning: 27 dage (14 dage) 

De nationale mål er en del af en større omstilling inden for sundhedsområdet. Målene skal sikre, at der kommer mere fokus på kvalitetsudvikling fremfor kvalitetskontrol, og der skal arbejdes med klare mål og resultater, som skaber værdi for patienter og borgere.  

De otte nationale mål er følgende: Bedre sammenhængende patientforløb, styrket indsats for kronikere og ældre patienter, forbedret overlevelse og patientsikkerhed, behandling af høj kvalitet, hurtig udredning og behandling, øget patientinddragelse, flere sunde leveår og mere effektivt sundhedsvæsen.