Tilfredshed med rapport om Teknik & Miljø

Både borgmester, udvalgsformand og kommunaldirektør er godt tilfredse med resultatet af den undersøgelse, som konsulenter fra Kommunernes Landsforening har foretaget af Tønder Kommunes Teknik- og Planafdeling samt Miljø- og Naturafdeling. Alle tre understreger dog også, at der er arbejdsprocesser, der kan blive endnu bedre.

Rapporten blev bestilt tilbage i november 2018 efter ønske fra Kommunalbestyrelsen. Både for at få belyst en række sager på Teknik- og Miljøområdet, men samtidig også få lavet en bredere ekstern undersøgelse af Teknik- og Miljøområdets metoder, kompetencer og prioriteringer.

Kommunernes Landsforenings konsulenter har de seneste måneder ved hjælp af både skriftlig dokumentation og interviews med medarbejdere og ledere undersøgt områder som "Styring og ledelse", "Samarbejde", "Procedure og praksis", "Sagsbehandlingen", "Kompetencer og ressourcer " og "Lovmedholdelighed". Det har resulteret i en 39 sider lang rapport, med en række anbefalinger og konklusioner.

- Overordnet set er jeg rigtig godt tilfreds med rapportens resultater. Rapporten viser, at forvaltningen løser sine opgaver godt, har stort fokus på borgerne og virksomhedernes ønsker og behov og begår få fejl. Rapporten viser dog også, at vi kan blive bedre til at arbejde på tværs af de enkelte afdelinger, og det er selvfølgelig noget som vi skal have kigget på og se, hvordan vi kan gøre det endnu bedre, end vi gør i dag, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Bo Jessen (V).

Rapporten er en grundig gennemgang af f.eks. de tværgående procedurer, kommunikationen og de øvrige arbejdsgange mellem både medarbejdere og ledere i de forskellige afdelinger.

Og selv om der tegner sig et klart billede af nogle velfungerende fagområder, så giver Kommunernes Landsforenings rapport også kommunaldirektør Klaus Liestmann anledning til at gøre sig nogle overvejelser:

- Rapporten viser, at medarbejderne, afdelingerne og fagområderne løser deres opgaver rigtig flot og professionelt. Det er jeg rigtig glad for, men det kommer nu overhovedet ikke bag på mig. Til gengæld, så kan jeg også læse, at konsulenterne mener, nogen skal blive bedre til at arbejde på tværs. Det må vi sætte os ned og have kigget på, og set om vi kan optimere nogle arbejdsgange, fortæller Klaus Liestmann.

Rapporten har i Teknik og Plan undersøgt afdelingerne Vej og Park, Plan og Byggeri samt Ejendomme, mens KL-konsulenterne i Miljø og Natur har undersøgt Landbrug, Industri og Vandmiljø samt Natur og Vandløb. Rapporten er i dag (15.4., red) udleveret til hele Kommunalbestyrelsen, som nu får mulighed for at læse rapporten igennem og drøfte den på næste orienterende kommunalbestyrelsesmøde tirsdag den 30. april.

- Rapporten er et godt arbejdsværktøj for forvaltningen, og det er det, som processen har handlet om. Min erfaring er, at man næsten altid kan få justeret eller fintunet nogle arbejdsgange og derved blive endnu bedre til sit arbejde. Men det er vigtigt for mig at understrege, at dette her aldrig har handlet om, at Kommunalbestyrelsen ikke har tillid til forvaltningen, som gør et rigtig flot stykke arbejde. Det handler om altid at have ambitioner og sætte overlæggeren højt i Tønder Kommune, når det kommer til den service, som borgerne skal kunne forvente, siger Tønders borgmester, Henrik Frandsen (V).

Fakta:

Blandt 16 tilfældigt udvalgte sager ses på alle analysetemaer velfungerende forhold.

Enkelte  sager giver anledning til mindre bemærkninger

Den samlede analyse viser et billede af en organisation, der arbejder udmærket

Fire overordnede anbefalinger til indsatser:

  1. Udvikling af fælles administrativ retning
  2. Fælles tilgang til arbejdet med kvaliteten i sagsbehandlingen
  3. Fælles tilgang til håndtering af sager til politisk behandling
  4. Udvikling af samarbejdet mellem afdelingerne

Blandt ni udvalgte politiske sager skitseres en række velfungerende forhold med mindre uregelmæssigheder

Se hele rapporten her