Temaaften om ensomhed

Hvordan kan vi undgå at flere bliver ensomme? Hvordan hjælper vi ensomme mennesker? Og hvordan kan vi sammen finde løsninger, så vi bliver opmærksomme på borgere, der føler sig ensomme eller er i risiko herfor? 

Det er noget af det, der skal debatteres og udvikles idéer om, når Tønder Kommunes Pleje & Omsorg  og Sundhedsafdeling  i samarbejde med Marselisborg Consult holder temaaften torsdag den 7. november på Ecco Centre i Tønder. Der er  inviteret en række repræsentanter fra forskellige frivillige foreninger, lokalråd og handelsstandsforeninger samt relevante offentlige aktører.

Aftenen skal  handle om, hvordan vi både som kommune og civilsamfund kan være med til at forebygge og afhjælpe ensomhed og styrke fællesskaberne. Deltagerne bliver også opdateret om den nyeste viden om ensomhed.

Planen er at følge op med yderligere en temaaften til foråret, hvor der vil blive evalueret på de forskellige tiltag og initiativer, som måtte komme ud af temaaftenen i november. Der er god mulighed for at udveksle erfaringer og få/give inspiration til, hvad der kan bidrage til at mindske ensomhed og øge fællesskabet i Tønder Kommune.

Irene Holk Lund, der er formand for kommunens sundhedsudvalg siger:

- Det er helt nødvendigt at have et fælles fokus på ensomhed, da al forskning viser, at ensomhed medfører  dårligere livskvalitet og øger risikoen for at dø tidligere. Her i Tønder Kommune anslås det for eksempel, at der er 2800 borgere, der sjældent eller aldrig er i kontakt med familie, de ikke bor sammen med og  2300 borgere, der aldrig eller næsten aldrig har nogen at tale med, hvis de har problemer eller brug for støtte, siger Irene Holk Lund og fortsætter:

- Ensomhed er et tabu, og vi bliver nødt til at bryde det tabu, hvis vi skal lykkes med at få færre til at føle sig ensomme. Mange mennesker kender nogen, som de tror, er ensomme. Men man får ikke spurgt ind til det, og det håber jeg, at sådan en temaaften kan være med til at ændre på, for det er en forudsætning for at det skal lykkes at få mennesker ud af ensomhed.

Aase Koch, der er fagchef i Pleje og Omsorg uddyber:

-  Der kan være mange forskellige grunde til, at mennesker føler sig ensomme, og desværre viser statistikkerne, at ensomhed er et landsdækkende problem. Vi kan som kommune sætte en række initiativer i gang for at mindske ensomhed, men det er også vigtigt, at vi alle som civile borgere er opmærksomme på vores medmennesker. Bare det at hilse og tage en lille snak med et menneske, som er ensom, kan betyde meget.

Fakta:
Tønder Kommune har sat flere initiativer i værk, som skal være med til at mindske ensomhed blandt kommunens borgere, blandt andet:

  • Tønder Kommunes Sundhedsafdeling har mulighed for at tilbyde et tre-måneders forløb, som tilpasses den enkelte og som blandt andet kan indeholde socialt samvær, motion og løsning af praktiske opgaver. Projektet hedder "Få et lille skub ind i fællesskabet". Tilbuddet er etableret i fællesskab  med en række frivillige sociale foreninger.
  • Social- og sundhedshjælpere i hjemmeplejen har deltaget på et særligt tilrettelagt kursus, hvor de har lært at se tidlige tegn på ensomhed og også, hvordan de kan hjælpe ensomme borgere videre til både kommunale og frivilige tilbud
  • Der tilbydes jævnligt kurser og temadage for de frivillige organisationer, ligesom kommunen stiller faglig hjælp, vejledning og rådgivning til rådighed

Fakta:
I Tønder Kommune er en række civile aktører i varierende grader involveret i indsatser mod ensomhed.Det drejer sig blandt andet om

  • frivillige sociale foreninger
  • Selvhjælp Sydvest
  • frivilligcenteret
  • aktivitetscentre.