Tandplejen byder indenfor i ny klinik

Efter ombygning og grundig forberedelse er tandplejen i Tønder Kommune nu klar til at åbne i nye omgivelser i Bredebro.

Den kommunale tandpleje er blevet samlet i en moderne og tidssvarende central klinik i det tidligere rådhus på Stationsvej, og fredag den 10. august slår klinikken dørene op til indvielse og åbent hus fra kl. 13 til 15. Her er alle velkomne til at kigge indenfor og få en snak med personalet.

- Vi er ikke blevet helt færdige, så det er ikke en 100 procent færdig klinik, vi nu præsenterer. Men trods mindre mangler er vi klar til at vise klinikken frem og tage den i brug, og resultatet er blevet meget tilfredsstillende. Vi har fået lyse og indbydende lokaler, og når det sidste kommer på plads i løbet af kort tid, vil der være optimale forhold både for patienter og personale, siger overtandlæge Christina Schulze.

Samlingen af den kommunale tandpleje i Bredebro skal være med til at højne det faglige miljø og forbedre tandsundheden for børn og unge og brugere af omsorgstandplejen.

- Vi får bl.a. bedre muligheder for at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere, siger overtandlæge Christina Schulze.

Samlingen gør det også muligt for tandplejen at udvide åbningstiderne, så det bliver lettere at få en tid, der passer patienterne bedst.

- Det betyder samtidig, at mere kan ordnes ved samme besøg, så den enkelte får færre besøg hos tandlægen. Patienterne får også mulighed for at vælge mellem flere behandlere, og tandregulering og almindelig behandling vil fremover foregå samme sted. Kort sagt et kvalitetsløft og en betydelig serviceforbedring. Det vil vi rigtig gerne fortælle mere om ved åbent hus-arrangementet, og vi håber, at mange har lyst til at komme og besøge os, siger Christina Schulze.

Taler og konkurrence

Ved indvielsen/åbent hus-arrangementet vil der også være taler af borgmester Henrik Frandsen, formand for Børn- og Skoleudvalget Kim Printz Ringbæk, overtandlæge Christina Schulze og arkitekt Harald Christensen.

En konkurrence for børn og unge er også på dagens program. Her gælder det om at finde ud af, hvor mange bakterier der har gemt sig rundt omkring på klinikken. Til vinderne er der el-tandbørster. 

Tandplejen er desuden vært ved et lille traktement.

Fakta:

Den kommunale tandpleje er et tilbud om gratis forebyggende og behandlende tandpleje til børn og unge under 18 år.

Den kommunale tandpleje omfatter også omsorgstandplejen, dvs. et tilbud til voksne, som ikke kan benytte den almindelige tandpleje på grund af fysiske eller psykiske vanskeligheder.

Opgaven med at etablere central tandklinik har været udbudt i licitation, og en stor del af arbejdet gik til firmaer fra Tønder Kommune. Således er Murermester Arne Hansen Bredebro ApS, Ejnar Christiansen Sølsted A/S, Garant Bredebro Gulvbelægning ApS, Leif Schmidt Nissen, Løgumkloster, og Mads Vejrup A/S, Skærbæk, med til at løse opgaven i Bredebro.

Den nye klinik er indrettet i ejendommen Stationsvej 5 i Bredebro. Ejendommen var indtil kommunesammenlægningen i 2007 rådhus i den daværende Bredebro Kommune og har senest været base for Tønder Forsyning.