Startboliger - et nyt tilbud til unge i Tønder Kommune

Hvordan får jeg dagligdagen til at hænge sammen med skole, lektier og dagligdags gøremål som rengøring, indkøb og madlavning?

Hvordan får jeg overblik over min økonomi og får den til at hænge sammen? Hvordan får jeg netværk og nye venner, hvis jeg har behov for det?

Det kan være svært, når man som ung skal flytte i egen bolig. Nogle unge har lysten, men de er endnu ikke helt klar til at stå på egne ben og har behov for at træne de færdigheder der skal til for at bo alene.

Tønder Kommune har derfor sat et nyt initiativ i værk til at hjælpe de unge godt på vej, og det sker som led i den overordnede indsats for at hjælpe flere unge i gang med uddannelse og job: Fire startboliger hvor der er tilknyttet en social vicevært, som skal hjælpe og guide de unge, så de bliver klar til at bo i egen bolig sideløbende med uddannelse og job.

Det overordnede fokus vil være på den unges valg af uddannelse eller at opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Den sociale vicevært vil fungere som en slags nøgleperson i den unges hverdag og være bindeled mellem de forskellige parter, der er involveret i den unges hverdag. Det kan for eksempel være sagsbehandler, uddannelsessted, praktik/arbejdsplads, mentor med flere.  

Startboligerne er som udgangspunkt tiltænkt unge mellem 18 og 24 år. Man skal søge om at leje en startbolig via Tønder Kommunes hjemmeside, og før man bliver godkendt skal man til en samtale, hvor man vil snakke om behov og motivation. Tildeles man en bolig vil der blive skrevet en samarbejdskontrakt med forventninger og forpligtigelser i samarbejdet.

Allan Skjøth, der er formand for Tønder Kommunes Ungeudvalg, glæder sig over det nye initiativ.

- Det er vigtigt, at vi tager hånd om de unge, der har brug for lidt ekstra hjælp og støtte. Startboligerne er endnu et tiltag, og jeg glæder mig rigtig meget til at følge hele projektet. Jeg er sikker på, at det bliver en succes, og jeg er stolt af, at vi i Tønder Kommune gerne tænker lidt ud af boksen for at hjælpe vores unge bedst på vej.

Startboligerne ligger i en del af det tidligere Ulrikskollegium i Tønder, og de kan lejes i en periode på op til to år.

Læs mere om startboligerne her