Se, hvordan en fotovogn fungerer - uden at blive blitzet

Som et led i den aktuelle fartkampagne "Sænk farten - før det er for sent" stiller Syd- og Sønderjyllands Politi torsdag den 19. april en fotovogn op på P-pladsen ved Skærbækcentret, hvor alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og se, hvordan teknikken virker og ikke mindst få en forklaring på, hvordan fotovognene bruges i trafiksikkerhedsarbejdet.

Fotovognen vil være bemandet, og der vil også være repræsentanter fra Tønder Kommune tilstede for at svare på spørgsmål omkring trafiksikkerhed.

Syd- og Sønderjyllands Politi og Trafiksikkerhedsrådet i Tønder Kommune håber, at rigtig mange vil benytte lejligheden til at kigge forbi og blive klogere på, hvordan alle kan medvirke til større trafiksikkerhed.

Du kan besøge fotovognen i Skærbæk mellem kl. 15 og 17.30 torsdag den 19. april.

Arrangementet holdes i samarbejde med Skærbæk Erhverv, som giver kaffe til dem, der kigger forbi.