Oplev Kongehusets husorkester på Schackenborg

Der er lagt op til en hyggelig eftermiddag og en god musikalsk oplevelse på Schackenborg i Møgeltønder lørdag den 5. august. Schackenborg Fonden inviterer nemlig indenfor i slotsgården til en festlig koncert med Den Kongelige Livgardes Musikkorps.

Alle er velkomne, og der er gratis adgang. Koncerten begynder kl. 14, og portene til slottet åbnes kl. 13.15. Der er siddepladser til de første 500 fremmødte. Til koncerten kan der købes forfriskninger og lettere fortæring. Egne føde- og drikkevarer må ikke medbringes, og der er heller ikke mulighed for at have kæledyr med til arrangementet.

Livgardens Musikkorps, populært sagt Kongehusets husorkester, har et bredt repertoire, der spænder over både marchmusik, klassisk og rytmisk musik.

Det er efterhånden en fast sommertradition, at Den Kongelige Livgardes Musikkorps gæster Schackenborg.

Musikkorpsets fornemmeste opgave er at levere musik til Kongehuset, f.eks. musik ved vagtskifter på majestætens residens, taffelmusik på slottene samt musik ved statsbesøg og modtagelser.

Læs mere om musikkorpset her

Du kan også se billederne fra sidste års koncert her