Nyt kryds og intelligente farttavler ved ny skole i Skærbæk

NYHED 22. april 2020

​​​​​​​Et større vejarbejde er for tiden i gang ved den nye skole i Skærbæk. Vejen skal gøres trafiksikker for de mange skoleelever, og det sker blandt andet ved brug af intelligente farttavler.

Der sker noget i Skærbæk by i øjeblikket. Nyt skolebyggeri, ny adgangsvej til skolen og nu også et vejarbejde på Hjemstedvej.

Således blev der taget hul på et vejarbejde på Hjemstedvej omkring Gesingvej og den nye adgangsvej til skolen tirsdag efter påske.

Helt konkret bliver Hjemstedvej udvidet med en venstresvingsbane, der fører ind mod skolen.  Krydset ved Gesingvej står også for tur og skal igennem en mindre ombygning. Ligeledes skal der anlægges et nyt kryds, hvor den nye vej og sti munder ud i Hjemstedvej. Ved stien bliver der lavet en støttehelle, så eleverne kan komme sikkert over Hjemstedvej.

Intelligente farttavler
Som et helt nyt tiltag på skolevejene i Tønder Kommune bliver der på Hjemstedvej opsat såkaldte intelligente farttavler.
 
De viser en lokal hastighedsbegrænsning på 30 km i de timer, hvor elever kommer til og fra skole. Resten af tiden er de slukket. Her gælder i stedet den almindelige hastighedsbegrænsning i byen på 50 km/t.

-    Netop dette nye tiltag glæder vi os meget over, fortæller Ditte Lundgaard Jakobsen, direktør for Teknik og Miljø i Tønder Kommune, og fortsætter:
​​​​​​​
-    At tavlerne viser en lokal hastighedsbegrænsning på de tidspunkter, hvor der færdes mange elever, er med til at sende et klart signal til bilisterne om, at der er grund til at sænke hastigheden, når man kører på en skolevej. At de er slukket i f.eks. weekender og skoleferier er med til at give accept af den lavere hastighed, når der er brug for det.

Den første måneds tid går med at flytte kabler og andre forberedende opgaver. Vejarbejdet forventes at være afsluttet til august 2020.