Nyt gadelys i det centrale Skærbæk

Gadebelysningen i den centrale del af Skærbæk udskiftes nu til en mere tidssvarende og energibesparende type.

Moderniseringen omfatter Storegade og Jernbanegade, og EL:CON, der står for gadebelysningen i Tønder Kommune, er gået i gang med arbejdet og forventer at have det afsluttet sidst i uge 40, dvs. begyndelsen af oktober.

Det nye gadelys i Storegade og Jernbanegade bliver magen til belysningen langs stierne ved Multipladsen i Skærbæk.

Det betyder også, at det fremover vil være LED-lamper, der oplyser de to centrale gadestrækninger i byen.

LED-lamper bruger mindre energi og har længere levetid end traditionelle lamper, og fornyelsen vil derfor også give en driftsbesparelse.