Ny skole i Skærbæk rykker tættere på

Efter en timelang debat i Kommunalbestyrelsen har et flertal med 17 stemmer for og ni imod vedtaget, at der nu skal laves et konkret beslutningsgrundlag for en ny skole i Skærbæk. Projektforslaget skal ligge inden for en ramme på 90 mio. kr.

Beslutningen i Kommunalbestyrelsen blev truffet på baggrund af et forslag fra Socialdemokraterne.

En tidligere gennemgang af alle distriktsskoler i Tønder Kommune har vist, at Skærbæk Distriktsskole er nedslidt. Derfor har det gennem længere tid været drøftet, om skolen skulle renoveres, eller om det var bedre at bygge en helt ny skole.

Med vedtagelsen i Kommunalbestyrelsen er der ikke truffet endelig beslutning om at bygge ny skole i Skærbæk. Det tager politikerne først endelig stilling til, når beslutningsgrundlaget foreligger. Men med vedtagelsen om at tilvejebringe et beslutningsgrundlag er en ny skole rykket tættere på.

Udover Socialdemokraterne selv stemte Konservative, SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og følgende Venstre-folk for det socialdemokratiske forslag: Henrik Frandsen, Irene Holk Lund, René Andersen, Susanne Linnet og Jesper Steenholdt.

Imod stemte Liberal Alliance, Slesvigsk Parti og Venstre-folkene Jens Møller, Preben Linnet, Allan Skjøth, Lisbeth Bang Pedersen, Poul Erik Kjær og Leif Høeg Jensen.

Kim Printz Ringbæk (A), Louise Thomsen Terp (S), Niels F. Dahlmann (V), Mathias Knudsen (V) og Bo Jessen (V) deltog ikke i mødet.

Se optagelse fra kommunalbestyrelsesmødet - Sagen om skolebyggeri er punkt 19 på dagsordenen

Se referat fra kommunalbestyrelsesmødet