Ny lastbilparkering tages i brug

Langturschauffører, der kommer til Tønder for at hente og aflevere gods, kan nu tage nye og moderne parkeringsfaciliteter i brug i Tønder. Torsdag den 15. august åbner kommunen nemlig en ny lastbilparkeringsplads med toilet- og badefaciliteter i byens nordlige industriområde.

Den nye parkeringsplads til lastbiler er indrettet på Hydrovej 4a, hvor Tønder Forsyning havde genbrugsplads, indtil en ny genbrugsplads blev etableret på Skovænget 14. 

Lastbilparkeringspladsen er et tilbud til langturschauffører om at parkere i et særligt område indrettet til formålet, når de skal holde pause for at overholde køre- hviletidsbestemmelserne.

På pladsen kan der holde op til ni sættevogne, og udover toilet- og badefaciliteter vil der også være mulighed for at komme af med affald.

Området er indhegnet, men porten til pladsen vil altid være åben, så chaufførerne har adgang til pladsen på alle tider af døgnet. Der er også etableret belysning på pladsen. 

- For industrivirksomhederne har de nye faciliteter længe været et stort ønske. Derfor er vi rigtig glade for, at pladsen nu er en realitet og kan tages i brug. Vi håber, pladsen bliver til glæde både for chaufførerne og virksomhederne, siger projektingeniør Behroz Nader fra Tønder Kommune.

Oprindeligt var det planen, at pladsen med toilet- og badefaciliteter skulle være klar i maj. Men på grund af nogle indsigelser blev etableringen stillet lidt i bero. Men nu er alt klar.

Driften af pladsen vil blive evalueret efter et halvt år.  

En tilsvarende lastbilparkeringsplads er tidligere etableret i Skærbæk, og her er der kun gode erfaringer.