Ny cykelsti på vej mellem Agerskov og Rangstrup

Sikkerheden for cyklister i Tønder Kommune bliver nu øget. Med et nyt projekt er kommunen klar til at fortsætte udbygningen af cykelstinettet. En af de aller første dage i juli, formentlig onsdag den 3. juli, går entreprenørvirksomheden Kjelkvist fra Tønder i gang med at anlægge cykelsti langs Rangstrupvej mellem Agerskov og Rangstrup.

Den 4,5 kilometer lange cykelsti etableres som en dobbeltrettet sti i vejens nordside.

- Vi afsætter hvert år penge til udbygning af cykelstinettet for at øge sikkerheden og trygheden for cyklisterne og for at gøre kommunen endnu mere attraktiv som et aktivt og spændende fritidsområde, oplyser formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Bo Jessen.

Arbejdet med stien mellem Agerskov og Rangstrup har været udbudt i offentlig licitation, og med et bud på 4,6 mio. kr. var Kjelkvist lavestbydende og fik tildelt opgaven.

- Vi ved, at der er ønsker om cykelstier mange steder rundt om i kommunen. Vi kan ikke opfylde alle ønsker på én gang, men vi har stort fokus på en løbende udbygning i takt med de økonomiske muligheder. Inden for de seneste år har vi lavet flere stier, bl.a. mellem Tønder og Højer, mellem Visby og Borg, og i december sidste år kunne vi indvi en ny stistrækning på Ullerupvej i Skærbæk. Nu ser vi frem til at komme i gang med det nye projekt mellem Agerskov og Rangstrup, siger Bo Jessen.

Hvis alt går efter planen, kan cyklisterne begynde at bruge den nye sti til oktober. Det sidste afsluttende arbejde med udlægning af slidlag udføres i 2020.