National flagdag markeres med mindeplade

​​​​​​​Med march, taler og sang markerer Tønder Kommune og De Danske Forsvarsbrødre for Tønder Amt traditionen tro den nationale flagdag for de danske udsendte. Denne gang byder markeringen også på afsløringen af en mindeplade ​​​​​​​

Tirsdag den 5. september går Dannebrog til tops, når den nationale flagdag for Danmarks udsendte markeres rundt om i landet.  

Traditionen tro marcherer Forsvarsbrødre, soldaterforeninger samt veteranerne gennem Tønder til rådhuset, hvor borgmester Henrik Frandsen tager imod de fremmødte. 

I år supplerer Tønder Kommune og Forsvarsbrødrene for Tønder Amt den traditionelle markering med afsløringen af en mindeplade til ære for Danmarks udsendte i internationale missioner.

- I år vil vi gøre noget ekstra ud af markeringen. Det, synes vi, er på sin plads. De udsendte gør en stor positiv forskel ude i verden. Og de gør det hver eneste dag.  Derfor har vi fået fremstillet en mindeplade, der skal huske os netop på dét. Ikke kun 5. september, men hver dag, udtaler borgmester Henrik Frandsen om mindepladen.

Mindepladen vil blive lagt ned på pladsen foran rådhusets hovedindgang, hvor selve afsløringen også vil foregå.

Alle interesserede er velkommen til at deltage i markeringen på pladsen foran rådhuset i Tønder.

Praktisk til presse og andre interesserede:
​​​​​​​Forsvarsbrødrene går med faner og musikledsagelse march gennem Tønder midtby. Marchen starter kl. 11.00 ved krydset Ribelandevej/Carstensgade tæt på Tønder Sygehus og slutter foran rådhuset i Tønder cirka kl. 11.35.

På pladsen foran rådhuset vil der i forlængelse af marchen være taler og sang, inden mindepladen afsløres. Arrangementet afsluttes på Tønder Rådhus med et let traktement for de deltagende veteraner og deres pårørende.

Der vil for pressen i forbindelse med arrangementet være gode fotomuligheder, ligesom borgmester Henrik Frandsen og formanden for Forsvarsbrødrene for Tønder Amt, Allan Poulsen, er åben for interviews.