Medaljevindere og frivillige ildsjæle søges

Kultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsudvalget vil tirsdag den 2. juni 2020 byde
velkommen til den helt store prisfest for foreningslivet i Tønder Kommune, og det sker i Klosterhallen.

Her vil det store frivillige arbejde, der ydes af de mange foreninger under Folkeoplysningsudvalgets område, blive påskønnet, og hold og enkeltpersoner, som har vundet et mesterskab i det forgangne år, vil blive hædret.

Formand for Folkeoplysningsudvalget Keld Stenger siger:

- Der er rigtig mange frivillige ude i foreningerne, der har ydet en flot indsats i mange år. Men vi vil også gerne have indstillinger til Ungdomsprisen til de unge under 25 år. Der er mange unge personer i vores folkeoplysende foreninger, der hver dag yder en prisværdig indsats og som fortjener påskønnelse, siger Keld Stenger og fortsætter:

- Derfor efterlyser Tønder Kommune lige nu indstillinger til både foreningspriser under
Folkeoplysningsudvalgets område - ildsjæle som fortjener et ekstra skulderklap - samt indstillinger på hold eller enkeltpersoner, som har vundet et mesterskab.

Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget René Andersen glæder sig til at modtage indstillingerne:
- Vi har rigtig mange foreninger i Tønder Kommune, som året rundt laver rigtig meget frivilligt arbejde og det er vi meget stolte af - det er virkelig prisværdigt. Derfor vil vi nu igen hylde dem, og vi håber, at se rigtig mange indstillinger, og det er vi sikre på foreningerne vil hjælpe os med.

Kultur- og fritidsafdelingen har opfordret alle folkeoplysende foreninger til at indsende indstillinger på kandidater.

Sådan indstiller du:
Indstillingsformular med retningslinjer til både Foreningspriser og Hædring af mesterskaber findes på Tønder Kommunes hjemmeside www.toender.dk/priser - fristen for indsendelse er den 1. april 2020.

​​​​​​​Fakta:
Foreningspriser - følgende priser uddeles:
2 ungdomspriser, 6 leder-, instruktør- og trænerpriser, 6 foreningsindsatspriser
Hædring af mesterskaber: Mesterskabet skal ligge i perioden 1.4.2019 - 31.3.2020
Personer eller hold under 18 år hædres, hvis man har vundet DM, LM, JM eller et sønderjysk/
regionsmesterskab.
Det samme gælder, hvis der vundet guld, sølv eller bronze ved enten OL, VM, EM eller NM.
Personer eller hold over 18 år hædres for de samme mesterskaber - bortset fra JM og
sønderjyske/regionsmesterskaber.