Lærkely får topkarakter ved tilsyn

Socialtilsyn Syd har været på tilsyn hos boinstitutionen Lærkely, og institutionen har fået maksimumkarakter på alle områder.
I juli var Socialtilsyn Syd på tilsynsbesøg på boinstitutionen Lærkely ved Tønder, og det har resulteret i en tilsynsrapport, hvor institutionen får topkarakterer på alle punkter.

Ved tilsyn bliver institutionerne bedømt på syv forskellige områder: 

  • Uddannelse og beskæftigelse
  • Selvstændighed og relationer
  • Målgruppe, metoder og resultater
  • Sundhed og trivsel
  • Organisation og ledelse
  • Kompetencer
  • Fysiske rammer

Der gives karakterer mellem 1 og 5 for de enkelte områder, der hver især har en række underområder.
Socialtilsyn vurderede Lærkely til at ligge på et 5-tal på alle områder, og det er ganske usædvanligt, at en institution scorer topkarakter over hele linjen.

Peter Christensen (S), der er formand for Tønder Kommunes socialudvalg, er naturligvis meget tilfreds med tilsynsrapporten.

-  Lærkely ligger altid højt i karaktererne ved tilsynsbesøg. Men det er aldrig set før, at en institution har fået absolut topkarakter alle steder, siger socialudvalgsformanden og fortsætter: 

-  Jeg kan kun være stolt af sådan en tilsynsrapport, og det er et stort skulderklap til stedets leder og medarbejdere, som har  æren for det meget flotte resultatet.

Ved tilsynsbesøget bliver der blandt mange ting kigget på, om tilbuddet støtter borgerne i at udnytte deres fulde potentiale i forhold til skolegang og beskæftigelse.
Tilsynet vurderer også, om borgerne støttes i at indgå i sociale relationer og opnå selvstændighed, ligesom der bliver kigget på, om borgerne har indflydelse på beslutninger vedrørende sig selv.

Tilsynsrapporten kan ses i sin fulde længde på Tønder Kommunes hjemmeside under socialudvalgets dagsorden for den 14. august 2018.

FAKTA: 
- Lærkely er et botilbud for udviklingshæmmede borgere mellem 18 og 65 år.
- Ved tilsyn gives der karakterer mellem 1 og 5, hvor 5 er maksimumkarakteren, og der kan også gives karakter med decimal som eksempelvis 4,6.