Kreative unge bidrager til alkoholkampagne

Onsdag den 24. januar fyldes foyeren på Tønder rådhus med kreative projekter fra Højer Designefterskole.

Eleverne fra design og innovationslinjen på designefterskolen har arbejdet med den nationale HOPE alkoholkampagne i løbet af de sidste to måneder. Det er der kommet flere spændende og kreative projekter ud af, som nu præsenteres for alle interesserede.

- Vi har samarbejdet med Højer designefterskole i dette års HOPE alkoholkampagne, fordi vi gerne vil bringe målgruppen af unge i spil. De unge ser på kampagnen og kampagnens budskab med helt andre øjne, og det er meget værdifuldt for os at få nye øjne på det vi ”plejer” at gøre, når vi gerne vil have nogle budskaber ud, udtaler Irene Holk Lund, formand for Sundhedsudvalget.

Temaet for årets HOPE kampagne er børn og unge, der vokser op i familier med alkoholproblemer. Kampagnes budskab er, at der er hjælp at hente i de gratis muligheder for terapi til børn og unge i alkoholfamilier.

- På Rådgivningscentret har vi mange forskellige gratis rådgivnings- og behandlingstilbud til borgere med alkoholproblemer og deres pårørende. Her har vi netop et tilbud til børn og unge, der vokser op i et hjem med alkoholproblemer. De to projektmedarbejdere, Mai og Tommy står klar til en snak om de problemer, man som barn og ung kan tumle med når mor eller far drikker for meget. Det er vigtigt at børnene, familien og fx skolen ved, at der er hjælp at hente, at de ikke er alene, og at det er muligt at komme videre udtaler Peter Christensen, formand for Socialudvalget.

På kampagnens hjemmeside, www.hope.dk får lærere, frontpersonale og andre fagpersoner desuden konkrete råd til at tage den vigtige samtale med et barn – og barnets forældre – hvis der er mistanke om alkoholproblemer i familien.

Elevernes projekter kan opleves i foyeren på Tønder rådhus onsdag den 24. januar fra kl. 16.00, hvor borgmester Henrik Frandsen vil byde velkommen, efterfulgt af taler fra formand for Sundhedsudvalget Irene Holk Lund, samt formand for Socialudvalget Peter Christensen. Herefter er der mulighed for at se, prøve og opleve elevernes projekter. Alle er velkomne.