Kom og hør om udviklingen af Toftlund

Alle er velkomne, når Tønder Kommune og Toftlund Udviklingsråd inviterer til bymøde i Toftlund onsdag den 22. januar klokken 19.30 - 21.30 i Musik- og Teaterhuset.

På mødet vil Udviklingplan Toftlund blive præsenteret.Udviklingsplanen er blevet til med et fantastisk borgerengagement gennem bymøder, workshops, reaktioner på midlertidige byrumselementer og temadagene ved Toftlund Distriktsskole. Jes Vagnby Arkitekter har udredt Toftlunds DNA, og har nu samlet trådene fra arbejdet gennem det sidste års tid, og giver et bud på en fokuseret udvikling af Toftlund.

Toftlund har gode rammer for et velfungerende hverdagsliv. Rammerne skal styrkes og udvikles så byen bliver kendt for, at "I Toftlund er hverdagen vigtigst!" 

Et godt hverdagsliv er grundfortællingen og omdrejningspunktet i Udviklingsplan Toftlund, der er en helhedsorienteret strategisk plan for den videre udvikling af de kvaliteter Toftlund har -  ikke blot med fokus på den fysiske udvikling, men hvor samspil, sociale, sundhedsmæssige og kulturelle indsatser spiller en lige så stor rolle.

Det skal ske gennem indsatser på fem forskellige strategiske indsatsområder:

  • Bevaring. Fornyelse. Omdannelse. Udvidelse
  • Styrkelse af sammenhængskraften
  • Synergi mellem udviklingsprojekter
  • Styrkelse af Toftlunds Fritidsliv
  • Styrkelse af handelsmiljøet

Forslaget til udviklingsplanen for Toftlund er ikke en facitliste, det er et forslag som Tønder Kommune og Toftlund Udviklingsråd  gerne vil have kommentarer til, inden den i april 2020 skal politisk godkendes.

Kommentarer og bemærkninger kan sendes på mail til: toftlund@toender.dk eller pr. brev til: Tønder Kommune, Wegners Plads 2, 6270 Tønder inden den 20. februar 2020.

​​​​​​​