Klar til skolebyggeri i Skærbæk

Nu går det hidtil største byggeri i Tønder Kommunes historie snart i gang. Med første spadestik, tale ved borgmesteren og træplantning markeres byggestart på den nye skole i Skærbæk tirsdag den 30. april fra kl. 12.15.

Den nye skole opføres på et areal sydvest for Skærbækcentret, i daglig tale kaldet Oksens Mark. Skolen skal afløse den nuværende skole på Skolegade.

Byggepladsen på Oksens Mark bliver indrettet lige efter påske, og distriktsskoleleder Klaus Fog ser frem til at markere starten på byggeriet den 30. april sammen med elever, personale, forældre, naboer og politikere.

- Vi får en topmoderne skole og nogle rigtig gode rammer for fremtidens undervisning. Så vi glæder os alle sammen til at tage den nye skole i brug i sommeren 2020. På den korte bane glæder vi os til at komme i gang med byggeriet, og vi tror og håber, at markeringen den 30. april bliver en festlig og hyggelig dag, siger skolelederen.

Både elever og personale fra Skærbæk Distriktsskole deltager i arrangementet den 30. april, og der vil også være politikere og medarbejdere fra administrationen i Tønder Kommune til stede. Desuden er naboerne til den kommende skole inviteret, og forældre og andre interesserede er også meget velkomne, hvis de har mulighed for at være med.

Udover det traditionelle første spadestik vil borgmester Henrik Frandsen holde en kort tale, og der vil være forfriskninger til deltagerne. Desuden vil elever fra indskolingen hjælpe hinanden med at plante træer til en ny skoleskov, som skal vokse op ved skolen de kommende år.

Den nye skole i Skærbæk bliver på 6.400 kvm. med plads til skolens ca. 550 elever og 85 medarbejdere.

Økonomien
Med en økonomisk ramme på 92,8 mio. kr. er skoleprojektet i Skærbæk det hidtil største byggeprojekt i Tønder Kommunes historie.

Projektet bliver dog noget dyrere end forudset. Licitationen viste nemlig en overskridelse på 15 mio. kr. i forhold til rammen. En enig kommunalbestyrelse besluttede på den baggrund at tilføre projektet knap 10 mio. kr. mere, mens der skulle findes besparelser på selve byggeprojektet for ca. 3 mio. kr.

- I fællesskab er det lykkedes at pege på besparelser, som ikke påvirker undervisningen eller arbejdsmiljøet på skolen. Så samlet set er der fundet en god løsning, og det bliver en stor dag, når vi efter sommerferien 2020 mødes i de nye omgivelser, siger Klaus Fog.

Programmet den 30. april:

  • Kl. 12.15: Elever fra indskolingen planter træer til ny skoleskov
  • Kl. 12.45: Forfriskninger
    Tale ved borgmester Henrik Frandsen
    1. spadestik ved formand for Børn- og Skoleudvalget, Kim Printz Ringbæk, skolebestyrelsesformand Berit Andersen Gad og en elev fra skolen

Læs mere om skoleprojektet i Skærbæk her