Invitation til borgermøde om markerede vandrestier på Rømø

Tønder Kommune inviterer til åbent dialogmøde om markerede vandrestier på Rømø. Stierne skal i fremtiden være med til at øge tilgængeligheden og formidle Rømøs unikke natur til både borgere og turister.

Lokalbefolkningen kender Rømø bedst. De ved, hvor man skal kunne komme hen på Rømø for at opleve den unikke og fantastiske natur øen har at byde på. Formålet med mødet er, tidligt i processen at kunne få en tæt og åben dialog med de interesserede, så flest mulige kan blive involveret og kan bidrage med forslag og ønsker til markerede stier på Rømø.

Vi vil tage udgangspunkt i at gøre de eksisterende stier mere synlige, men også i etablering af markerede stisløjfer og en ny sammenhængende sti rundt på øen.

Borgermødet afholdes tirsdag den 26. november 2019 kl 19-21 på Restaurant Ø på Enjoy Resorts Rømø.

​​​​​​​Alle er velkomne, dog er det af hensyn til forplejningen nødvendigt med tilmelding. Tilmelding skal ske senest torsdag den 21. november til Tina Bork på e-mail tb@toender.dk eller telefon 74 92 81 64.