Indstil kandidater til Handicapprisen 2018

Handicaprådet uddeler Tønder Kommunes Handicappris den 5. december 2018. Alle borgere i Tønder Kommune kan indstille kandidater til prisen.

En særlig indsats for borgere med handicap skal anerkendes. Derfor kan alle nu indstille kandidater til Tønder Kommunes Handicappris 2018.

Formålet med prisen er at påskønne den forening, arbejdsplads eller frivillige person, der gør et ekstraordinært godt arbejde for personer med handicap og deres vilkår i Tønder Kommune.

Prisen er 5000 kr. og uddeles ved et arrangement på Tønder Rådhus onsdag den 5. december 2018.

Pris har givet fokus på tiltag
Sidste år gik prisen til Støtteforeningen for Toftlund biograf, som har finansieret udstyr til biografens sale, så personer med læsevanskeligheder kan få læst undertekster op fra filmene. Det er samtidig Støtteforeningen for Toftlund biograf, der betaler gebyret for servicen.

- Støtteforeningen for Toftlund Biograf er meget glad for, at man fra kommunens side valgte biografen som vinder af Handicapprisen 2017. Det har medført fokus på de tiltag, biografen har foretaget i forbindelse med de gratis ydelser, vi kan tilbyde, udtaler Bill Hussmann, formand for Støtteforeningen for Toftlund Biograf.

Han understreger især støtteforeningens pionerarbejde med folkene bag SubReader, der har muliggjort, at de omkring 210.000 ordblinde, der findes i Danmark, nu også har mulighed for at gå i biografen og se en film med undertekster.

Kender du en forening, arbejdsplads eller frivillig person, der gør et ekstraordinært arbejde for personer med handicap, og som ligesom Støtteforeningen for Toftlund Biograf fortjener et anerkendende klap på skulderen? Så indstil organisationen eller personen til Handicapprisen 2018.

Sådan indstiller du
Indstillinger til Handicapprisen 2018 kan ske frem til den 4. november 2018.

Du indstiller en kandidat ved at sende navn på kandidaten sammen med begrundelse for indstillingen til Heidi Damm på hda@toender.dk eller Wegners Plads 2, 6270 Tønder. Husk at angive mailadresse eller adresse på kandidaten.

Der er ingen begrænsninger i mulige modtagere af prisen, da det væsentlige er indsatsen for borgere med handicap.