Hvem skal have 25.000 kroner?

Den Sociale Virksomhedspris i Tønder Kommune uddeles 15. november ved et stort Awardshow. Alle kan foreslå kandidater til prisen

Sammen med Tønder Erhvervsråd inviterer Tønder Kommune til et virksomhedsarrangement på ECCO Conference Centre den 15. november, hvor bl.a. den Sociale Virksomhedspris skal uddeles. Og lige nu beder kommunen om forslag til, hvem der skal have prisen i 2017.

Den Sociale Virksomhedspris uddeles en gang om året af Arbejdsmarkedsudvalget til en eller flere lokale virksomheder, som udviser et særligt socialt engagement. Prisen er på 25.000 kr. og uddeles for at anerkende virksomheder, som med stor social ansvarlighed er med til at fremme det rummelige arbejdsmarked. 
 

Småjobs gør en stor forskel
Ved prisuddelingen i år har Arbejdsmarkedsudvalget fokus på virksomheder, der gør en særlig indsats for personer på langvarig kontanthjælp.

Ved at skabe småjobs gør virksomhederne det muligt for denne gruppe at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. Med det sociale engagement sender virksomhederne et signal om, at der er plads til forskellighed i deres virksomhed. De tager et stort socialt ansvar ved at hjælpe med meningsfulde arbejdsopgaver. Virksomhedernes indsats giver borgerne nye muligheder for at bidrage til et fællesskab og finde fodfæste på arbejdspladsen.

- Med prisen vil vi gerne sætte fokus på de virksomheder, der er opmærksomme på muligheden for at ansætte borgere i denne målgruppe på deltid. For lige netop småjobs kan være en væsentlig og god begyndelse for ledige, som har været væk fra arbejdsmarkedet i længere tid, siger Susanne Linnet, formand for Arbejdsmarkedsudvalget, og fortsætter: 

- 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet har store konsekvenser for mange, og småjobs skal hjælpe borgerne til at opnå selvforsørgelse. Jobcenter Tønder har bl.a. lanceret en ny Facebookside, som gør småjobs lettere tilgængelige både for de lokale virksomheder og borgerne.

Den Sociale Virksomhedspris på 25.000 kr. uddeles af Arbejdsmarkedsudvalget i samarbejde med Dialogforum.
 

Sådan indstiller du en virksomhed
Alle kan foreslå kandidater til prisen. Så kender du en virksomhed, som har set ideen i at ansætte borgere i småjobs, så indstil dem til Tønder Kommunes Sociale Virksomhedspris 2017. 

Du kan finde indstillingsformularen her. Her kan du sende formularen elektronisk, eller du kan sende din indstilling direkte til: Anette Bruun Schmidt, Jobcentret, Jomfrustien 2, 6270 Tønder eller til abs1@toender.dk 

Forslagene skal være indsendt senest den 30. oktober 2017.