Høringsfristen for kommuneplanforslag forlænges

​​​​​​​Tønder Kommune forlænger høringsfristen for forslag til Kommuneplan 2017-2029. Det betyder, at man kan nå at komme med indsigelser, kommentarer og bemærkninger  frem til den 1. oktober 2018.

 

Oprindeligt var høringsfristen for forslag til Kommuneplan 2017-2029 sat til den 12. september,  men den er nu udsat til den mandag den 1. oktober.

At fristen er udskudt skyldes blandt andet, at der er arrangeret to infomøder om kommuneplanforslaget med henholdsvis landbruget og erhverv/detailhandel. Disse møder kan først finde sted den 17. og 26. september.

- Det giver ingen mening at der ikke er mulighed for at komme med bemærkninger til kommuneplanforslaget efter sådanne møder, så derfor har vi valgt at udsætte høringsfristen, siger Rune Christiansen, der er planlægger i Byg & Plan.
​​​​​​​

Kommuneplanen udstikker rammerne for den fysiske udvikling i kommunen de næste 12 år, og der udpeges blandt andet værdifulde landbrugsarealer ligesom der sker natur- og landskabsudpegninger. Der udlægges også erhvervsområder og fastlægges grænser for detailhandlen.

Kommuneplanen er i høring frem til den 1. oktober.

Du kan læse mere om kommuneplanen på kommunens hjemmeside under www.toender.dk/kommuneplan