Højer-børn kan fortsætte i dagplejen

Dagplejen i Højer fortsætter. I hvert fald det næste års tid. Det har Børn- og Skoleudvalget besluttet, og dermed har udvalget ændret kurs i forhold til en tidligere indstilling.

På mødet i februar lagde udvalget op til at lukke dagplejen i Højer fra 1. september og i stedet tilbyde dagplejebørnene plads i småbørnsgruppen i Højer Danske Børnehave. Baggrunden var et faldende børnetal i Højer-området.

Økonomiudvalget sendte imidlertid sagen retur til Børn- og Skoleudvalget og bad udvalget kigge på beslutningsgrundlaget igen.

Det har udvalget nu gjort, og på baggrund af nye oplysninger om udviklingen har politikerne besluttet at fortsætte med to dagplejere i Højer i en forsøgsperiode på et år. Derefter vil politikerne vurdere situationen igen.

Forslaget om at nedlægge dagplejen i Højer medførte omfattende kritik fra lokalsamfundet, og der blev indsamlet over 200 underskrifter for opretholdelse af dagplejen.

Se referat fra Børn- og Skoleudvalgets møde