Gode idéer efterlyses

NYHED 14. maj 2020

Landdistrikts- og bosætningsudvalget i Tønder Kommune efterlyser gode idéer, der kan afprøves og gennemføres i forbindelse med coronasituationen.

Udvalget vil bringe de almindelige puljemidler i spil, ved at lette ansøgningsprocessen op til udvalgets junimøde. Vi kan se det på TV, at idérigdommen blomstrer, når krisen banker på. Vi har set drivein-biografer, nye samarbejder, #skridtogskrald, latenightshows for store skoleelever, pædagoger der besøger børn i hjemmene, og efterskolelærerer der løber land og rige rundt. 

Der er mange gode idéer, og engang i mellem koster gode idéer lidt penge at realisere. Derfor ønsker Tønder Kommunes landdistrikts- og bosætningsudvalg at sætte udvalgets puljer i spil, til de borgere der går med gode idéer. 

- Vi kender jo alle til en lille park, der gemmer på en stor historie eller til en lokal ildsjæl der bare gerne vil sætte noget nyt i gang. Det er ikke så tit vi ser ansøgninger omkring mindre tiltag, fordi mange tror at det ikke er noget vi kan støtte. Men nu vil vi afprøve det. Vi kan nok ikke støtte alle idéer, men vi vil gerne høre om det der rør sig, og så se på om det er noget vi kan støtte op om, sammen med de lokale ildsjæle, forklarer formand Leif Høeg Jensen. 

Derfor opfordrer Landdistrikts- og Bosætningudvalget nu alle borgere i Tønder Kommune til at lade idéerne få liv ved at kontakte den lokale borgerforening eller lokalråd. I samarbejdet mellem borgere og borgerforeningen vil der blive mulighed for at få synliggjort de unikke oplevelser og idéer, der netop er i Visby, Branderup, Jejsing, Bredebro eller i én af de mange andre landsbyer og byer i kommunen.

- Det er i hvert fald nu, der er alletiders mulighed for at gøre noget. Situationen omkring corona gør, at vi skal tænke nyt for at lave arrangementer, der overholder myndighedernes anbefalinger og tale til de danske gæster vi jo nok kan forvente til sommer, opfordrer næstformand Finn P. Hansen.

Få penge til dit projekt
- Har du en idé til hvordan I lokalt kan udvikle og igangsætte nye aktiviteter med udgangspunkt i corona-situationen? Så vil landdistriktsudvalget gerne høre fra dig, lyder opfordringen. 

Normalt skal der udfyldes et ansøgningsskema og sikres en række lokale samarbejdspartnere, for at kunne søge udvalgets puljer. 

Men fordi tiden er knap, har formandsskabet besluttet at gøre processen nemmere. 

Det eneste man skal gøre for at søge midler til de små projekter, er at man kontakter den lokale borgerforening eller lokalrådet, aftaler hvordan idéen skal udformes, sammen sender en mail til landdistriktskoordinatoren, og så vil udvalget tage stilling til ansøgningerne ved deres møde i første halvdel af juni. Ansøgningerne skal være indsendt inden 28. maj 2020. 

Kender man ikke den lokale forening, kan man kontakte landdistriktskoordinator Karin Lorenzen Kjærgaard på kalkj@toender.dk og få hjælp, eller gå på udvalgets hjemmeside hvor man kan se en oversigt over kontaktpersoner. 

> Gå til Landdistriksudvalgets hjemmeside  

Baggrund/fakta: 

  • Aalborg har oprettet en særlig kvik-pulje til mikroprojekter. 
  • I Svendborg og Himmerland har man i flere år med succes kørt med konceptet "Meet the locals", hvor man kan købe en middag eller en mountainbiketur med de lokale.
  • På Nordsjælland har landsbyer i samarbejde lavet en folder målrettet lokale oplevelser for teenagere.
  • På vandrestier i flere kommuner har de lokale opsat skilte, hvor de deler de lokale anekdoter om trolde, kæmper og heksejagt, og vi ved fra flere undersøgelser at turisterne i Tønder savner bedre skiltning og flere oplevelser.
  • Flere steder er skudt storskærme op til Drive-in-bio eller endda Drive-in-disko, mens andre arbejder på at lave bilorienteringsløb eller guidede ture for små grupper. 

Der er ingen idéer der er forkerte, for små eller for store, og for ansøgning gælder: 

  • Det er vigtigt, at der er tale om en ny aktivitet! (ingen midler til genoptryk)
  • Idéen skal understøtte det gode liv i Tønder Kommune, enten for borgerne, for gæster udefra eller i det hele taget. 
  • Kommercielle aktører kan ikke søge midlerne.