Frivillige fejres ved festligt arrangement

Tønder Kommune fejrer alle frivillige ildsjæle og deres store indsats​​​​​​​

Tønder Kommune vil gerne anerkende de frivillige indsatser og sige tak til alle frivillige ildsjæle i kommunen. 

Derfor holder kommunen fredag den 29. september kl. 17 et stort festligt arrangement, hvor alle frivillige er inviteret til at deltage. Arrangementet holdes i Skærbæk Kursus- og Fritidscenter.

Borgmester Henrik Frandsen vil byde velkommen til arrangementet, hvor der vil være foredrag ved inspirator og tv-vært Thomas Mygind omkring temaet "Vis værdien". Efterfølgende vil der være samtaler deltagerne imellem omkring temaet.

Kåring af Årets Forening
Ét af aftenens højdepunkter vil være kåringen af Årets Forening 2017. Med den flotte hæder følger 10.000 kroner, som skal bruges i foreningens virke.

Arrangementet afsluttes med underholdning ved tryllekunstner Henning Nielsen fra Danmark har Talent.

Bag arrangementet står Frivillighedsrådet, Folkeoplysningsudvalget, Kulturelt Forum, Frivilligcenter Tønder, Landdistriktsudvalget og Tønder Kommune.

Fakta om tilmelding:
Det er gratis at deltage, men der er bindende tilmelding senest den 18. september til Kultur og Fritid, Kathrine Duus Christensen, på mail: pokof@toender.dk  eller tlf. 74 92 90 21. Ved tilmelding skal du oplyse navn, adresse, tlf. og hvor du er frivillig.

Ved fravær efter tilmelding opkræves en egenbetaling på 100 kr. - du kan dog give din plads til en anden frivillig.

Der er plads til 190 deltagere, og tilmeldingen foregår ved "først til mølle". Dog prioriteres, at flest mulige foreninger er repræsenteret.