Frandsen fortsætter som borgmester

Venstre-manden Henrik Frandsen fortsætter som borgmester i Tønder Kommune. Det er der bred opbakning til efter gårsdagens kommunalvalg, hvor Venstre gik frem fra 14 til 15 mandater og dermed fortsat er Kommunalbestyrelsens største parti.

Henrik Frandsen, der overtog borgmesterposten efter Laurids Rudebecks pludselige død i 2016, havde et særdeles flot valg. Med 2.647 personlige stemmer blev hans valgets suveræne topscorer i Tønder Kommune og er blandt de største stemmeslugere i hele Syd- og Sønderjylland.

Næststørste parti, Socialdemokratiet, mistede et mandat og har dermed seks pladser i den nye kommunalbestyrelse.

Borgerlisten, der stillede op for første gang, kommer ind med ét mandat, og SF er tilbage i Kommunalbestyrelsen med ét mandat, efter at partiet tidligere på året måtte se sit ene mandat forsvinde til Alternativet.

Slesvigsk Parti mistede et mandat og får dermed to pladser i den nye kommunalbestyrelse, mens Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten uændret har hver ét mandat. Dansk Folkeparti fastholder sine tre mandater.

Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Kristendemokraterne og Alternativet fik ikke stemmer nok til at blive repræsenteret i Kommunalbestyrelsen.

De valgte

Med forbeholdt for resultatet af fintællingen i dag er de 31 valgte kommunalbestyrelsesmedlemmer følgende:

Henrik Frandsen V, Mette Bossen Linnet V, (nyvalgt), Peter Christensen A (nyvalgt, har dog tidligere været i Kommunalbestyrelsen), Irene Holk Lund, V, René Andersen V, Jørgen Popp Petersen S, Bent Paulsen O, Flemming Gjelstrup A, Allan Skjøth V, Leif Høeg Jensen V, Kim Printz Ringbæk A, Bo Jessen V, Mathilde Ziefeldt F (nyvalgt), Louise Thomsen Terp S, Jens Møller V, Jan Voss Hansen O, Eike Albrechtsen A (nyvalgt, har dog tidligere været i Kommunalbestyrelsen), Anita Uggerholt Eriksen V (nyvalgt), Mathias Knudsen V, Thomas Ørting Jørgensen L (nyvalgt), Preben Linnet V, Claus Hansen I (nyvalgt), Henning Gad A (nyvalgt), Poul Erik Kjær V, Harry Sørensen O (nyvalgt), Harald Christensen A (nyvalgt), Daisy Dahl V (nyvalgt), Jesper Steenholdt V, Holger Petersen Ø, Anette Abildgaard Larsen C (nyvalgt), Susanne Linnet V.

Valgdeltagelsen

Stemmeprocenten blev 71,9. Det er lavere end ved valget for fire år siden, hvor 73,3 pct.af de stemmeberettigede afgav deres stemme. 

Se flere valgresultater her