Erhvervslivet blev hyldet ved fælles Awardshow

Onsdag aften var Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd vært ved et stort Awardshow, der samlede 160 erhvervsfolk. Det var en hyldestaften, hvor både Den Sociale Virksomhedspris 2017 og Erhvervsprisen’17 blev uddelt. 

Awardshowet blev åbnet af en stolt borgmester, der i sin velkomst kunne liste en stribe positive tiltag og initiativer op, der er sket i kommunen det seneste år. Og at der som erhvervsdrivende i Tønder Kommune er al mulig grund til at holde hovedet højt, og blive ved med at gribe de muligheder, der åbner sig for netop vores område, og fortsætte det positive samarbejde, der sker på tværs af erhvervsliv, kommune og erhvervsråd.

Den Sociale Virksomhedspris var omdrejningspunktet for aftenens første prisuddeling. 
Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Susanne Linnet, forestod selve prisoverrækkelsen. Hun bad de seks nominerede virksomheder indtage scenen, hvor de fik mulighed for med egne ord at præsentere deres særlige indsats for et rummeligt og inkluderende arbejdsmarked.

Besøgslandbrug løb med hæder
Efter præsentationen kunne Susanne Linnet med følgende begrundelse udråbe Erling Christensen fra Besøgslandbrug Søndergården som vinder af Den Sociale Virksomhedspris 2017:
​​​​​​​
- Din virksomhed og medarbejdere fremstår som en arbejdsplads med stor forståelse og rummelighed for den enkelte borgers arbejdsevne, udfordringer og behov. I er med til at udvikle borgerne i en positiv retning og giver dem en reel chance for at bide sig fast på arbejdsmarkedet

Tønder Kommunes arbejdsmarkedsudvalg står bag Den Sociale Virksomhedspris, som denne aften blev uddelt for syvende gang. Arbejdsmarkedsudvalget satte med prisuddelingen i år særligt fokus på virksomheder, som gør en særlig indsats for borgere på langvarig kontanthjælp eller ledige fleksjobbere.

Okholm Lighting A/S løftede trofæet
Aftenens næste højdepunkt var uddelingen af Erhvervsprisen’17. Der var som noget nyt lavet videopræsentationer af de tre finalister, og efter præsentationen var det de fremmødte medlemsvirksomheder i Tønder Erhvervsråd, der skulle stemme om, hvem der skulle vinde Erhvervsprisen’17. 

Det blev Okholm Lighting A/S, der trak det længste strå og en stolt Peter Okholm kunne træde op på scenen, løfte trofæet og fik overrakt den fornemme pengepræmie på 10.000 kr., der i år var sponsoreret af Sydbank. 

- Det har været en rigtig god aften med stor opbakning fra de lokale virksomheder. Det er dejligt, at vi har kunnet fylde salen til awardshowet, for de nominerede virksomheder og erhvervspersoner fortjener virkelig den her hyldest. Vi havde i år nogle rigtig gode finalister til at vinde Erhvervsprisen, der alle bidrager til at skabe vækst og engagement i det lokale erhvervsliv, og medlemmerne har vurderet, at man hos Okholm Lighting A/S har gjort en ekstra bemærkelsesværdig indsats, udtalte erhvervsdirektør i Tønder Erhvervsråd og fortsatte: 

- Vi er glade for at have sat Tønder på landkortet endnu engang - ikke mindst som et sted, hvor tingene lever og er dynamiske i vores erhvervsliv. Vi glæder os til at gentage succesen næste år. 

Gør det, du er god til!
Forud for prisoverrækkelsen var netværksdelen nøgleordet, hvor gæsterne over et lækkert traktement kunne netværke på kryds og tværs, og herefter stifte bekendskab med landets ukronede Lakridskonge og prisvindende iværksætter Johan Bülow.
 
Johan tog gæsterne med på en rejse gennem hele hans iværksættereventyr med virksomheden Lakrids, hvilket han leverede på en både motivende og ikke mindst meget autentisk og ærlig vis til stor inspiration for de fremmødte erhvervsfolk. 

Et af de vigtigste elementer for Johan, hvis man skal lykkes som iværksætter eller erhvervsdrivende er passion. Du skal gøre det, som du er god til, og han henviste her til citatet: 
- If it feels like work, you’re doing it wrong!

Johan Bülow opfordrede også erhvervslivet til at bakke op og hjælpe unge, der går med en iværksætterdrøm, da man som ungt menneske har mere gåpåmod og drive, end man har, når man først bliver ældre og har flere bekymringer.