Erfaren direktør melder sig klar for Tønder Kommune

Det er en mand med solid kommunal erfaring, der den 1. august sætter sig i direktørstolen for forvaltningen Børn og Skole, Pleje og Omsorg i Tønder Kommune. 52-årige Jan Præstholm har senest siddet som Børn - og ungedirektør i Aarhus Kommune og var før det i en årrække Børn og ungedirektør i Svendborg kommune.

Fra Aarhus Kommune til Tønder Kommune kan måske lyde som en stor omvæltning for Jan Præstholm, men sådan ser den nye direktør for Børn og Skole, Pleje og Omsorg nu ikke på det. For Præstholm glæder sig til de nye opgaver i Tønder Kommune, og glæder sig til at stå i spidsen for en af kommunens største forvaltninger.

"Jeg er en "fællesskabets mand". For mig er det alfa og omega at være leder for et fællesskab - det er herigennem, at jeg finder min drivkraft og energi". Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang i Tønder, hvor jeg kan se, at der er en rigtig spændende udvikling i gang. Og den udvikling glæder jeg mig til at blive en del af", fortæller Jan Præstholm.

På rådhuset i Tønder har kommunaldirektør Klaus Liestmann med ansættelsen af Jan Præstholm samt en ny direktør for Teknik & Miljø Forvaltningen nu fået hele sin nye direktion på plads. Kommunaldirektøren glæder sig til samarbejde med Jan Præstholm, og glæder sig til arbejdet i den nye direktion.

"Jan Præstholm kender fagområdet rigtig godt, og hans ideer om ledelse, samskabelse og fællesskab er et super match for Tønder Kommune. Jeg glæder mig til samarbejdet med Jan og glæder mig over, at Tønder Kommune nu har fået samlet en stærk direktion, som er klar til at trække i arbejdstøjet, når vi er tilbage fra sommerferie", fortæller Klaus Liestmann.

Tønder Kommunes borgmester Henrik Frandsen er også rigtig godt tilfreds med, at der nu er sat navne på de to nye direktører, for han lægger ikke skjul på, at rekrutteringen af ikke bare én, men to nye direktører er en tidskrævende og travl proces.

"Det er glædeligt, at vi nu står med en stærk og fuldtallig direktion, og jeg glæder mig til samarbejdet med Jan Præstholm. Samtidig vil jeg gerne også gerne rose medarbejderne i forvaltningen Børn, Skole, Pleje og Omsorg for den måde de har løst tingene på i den periode, hvor de har stået uden en direktør", fortæller Henrik Frandsen. 

Jan Præstholm er oprindelig vestjyde, flyttede siden til Herning, men er - indtil videre - bosat i Svendborg, hvor han bor med sin kone, Henriette, og deres to store børn, men planen er nu, at rykke til Sønderjylland.

"Nu vil jeg først ned og finde mig en bolig i Tønder, og så er det planen at min kone følger med indenfor det næste års tid. Det er vigtigt for mig, at jeg kender og forstår de borgere, som jeg arbejder for, og det gør jeg bedst, når jeg bor i området. Og så er Sønderjylland jo heldigvis et skønt område, som jeg glæder mig til at komme ud og udforske" fortæller den snart forhenværende fynbo.

Jan Præstholm har en baggrund som lærer og har siden suppleret læreruddannelsen med en master i offentlig ledelse. Og så vil borgerne i Tønder Kommune formentlig snart kunne opleve Tønders nye direktør ude på kommunens gader og veje iført løbetøj, for det er en ivrig idrætsmand, der kommer til kommunen.
 
Svømning, badminton og triatlon står højt på listen, og Jan Præstholm har både været aktiv udøver, træner, leder og frivillig i den lokale badmintonklub, ligesom han var med til at stifte Svendborg Triatlon Klub.