Det er tid til at bekæmpe kæmpebjørneklo

NYHED 6. maj 2020

Det er forår og lige nu springer planter og blomster ud i fuldt flor. Det gælder desværre også kæmpebjørnekloen.

Kæmpebjørnekloen er kendt for at udgøre en trussel mod både natur og folkesundhed. Derfor er der ifølge miljømedarbejder ved Tønder Kommune, Lisbeth S. Johannsen, god grund til at bekæmpe den.
 
- Kæmpebjørnekloen er uønsket, fordi den vokser kraftigt, spreder sig meget hurtigt og fortrænger andre planter. Alt omkring den dør simpelthen. Derudover kan saften fra planten medføre alvorlige forbrændinger på huden, siger hun.

Tønder Kommune vedtog i 2008 en indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørnekloen. Planen har til formål at sikre bekæmpelse både på offentlige og private grunde, så planten ikke spredes yderligere og på sigt udryddes.
Indsatsplanen siger blandt andet, at alle grundejere har pligt til at bekæmpe planten på deres egen grund, mens Tønder Kommune sørger for at tage kampen på de kommunale arealer.
 
Bekæmpelsen skal ske netop nu i de tidlige forårsmåneder, inden den i løbet af sommermånederne springer ud og dermed smider frø.
 
- Det er et tilbagevendende problem, at folk glemmer, at de nu igen skal i gang med at bekæmpe planten. Den skal nemlig bekæmpes hvert år, indtil den ikke kommer mere. Det kan tage op til 10 år, og hvis man ikke når at bekæmpe den, inden den smider frø, så tæller de 10 år forfra, siger Lisbeth S. Johannsen.
 
Hvis du som privat er plaget af kæmpebjørnekloen, kan du på miljøstyrelsens hjemmeside finde en vejledning med gode råd til, hvordan du effektivt gør en ende på den invasive planteart. Ser du derimod kæmpebjørneklo på kommunale arealer er du velkommen til at kontakte Tønder Kommune på 74 92 92 80 eller sende en mail til Lisbeth Johannsen på lisc@toender.dk.
 
Fakta:
Kæmpebjørneklo er som den eneste invasive planteart omfattet af lovgivning om bekæmpelse. Det indebærer, at kommuner kan udarbejde indsatsplaner for bekæmpelse af kæmpebjørneklo og pålægge ejere eller brugere af arealer, hvor der findes kæmpebjørneklo, at bekæmpe planten i overensstemmelse med planen.

 

​​​​​​​