Der åbnes gradvis for sundhedsområdet i Tønder Kommune

I Tønder Kommune åbnes der gradvis for sundhedsområdet. Den gradvise åbning er iværksat indenfor forebyggende hjemmebesøg, genoptræning og sundhedsfremmende tilbud, og det betyder, at sundhedsområdet bevæger sig fra primært vejledninger over telefon og video til flere fysiske møder med borgerne.

I forhold til forebyggende hjemmebesøg betyder det, at borgere, der ønsker og har behov for sådan et besøg, igen kan få en ældrekonsulent ud i hjemmet. Dog skal besøget i videst muligt omfang finde sted udendørs, og ældrekonsulenten vil forud for besøget over telefonen afklare, om der er symptomer på Covid-19.
 
Omkring genoptræningen betyder den gradvise åbning, at der nu i begrænset omfang tilbydes genoptræning i træningsafdelingens lokaler efter en faglig vurdering. Derudover vil lidt flere borgere kunne få besøg i hjemmet, hvor der ydes hjælp til træningen. Hidtil har der været tilbudt hjemmetræningsbesøg til de borgere, der var i risiko for varige funktionstab såfremt de ikke blev genoptrænet.  Målgruppen bliver udvidet, så den også tæller borgere med risiko for at få væsentlige begrænsninger i sundhed, trivsel og funktion. Disse borgere vil nu efter en konkret faglig vurdering kunne få træning i træningsafdelingen, der holder til på sygehuset i Tønder, i eget hjem eller via video/telefon.
 
Irene Holk Lund, der er formand for Sundhedsudvalget, siger, at udvalget er rigtig glad for, at der nu er mulighed for gradvist at åbne på sundhedsområdet, hvor medarbejderne også fysisk kan møde borgere, som har et særligt behov.
 
- Det betyder, at vi stille og roligt skaber liv i træningslokalerne, men holdtræning må dog vente lidt endnu, siger Irene Holk Lund.

Sundhedsfremmende tilbud som rygestopkurser, motionstilbud og sundhedssamtaler vil fortsat blive gennemført via telefon og video. Der åbnes dog for, at der i nogle tilfælde kan arrangeres aktiviteter med fysisk fremmøde - eksempelvis sundhedssamtaler udendørs og aktiviteter og gåture i naturen med en enkelt borger som deltager.

For alle lempelser gælder, at sundhedsmyndighedernes anbefalinger efterleves for at undgå smittespredning.