De modtog støtte til musiklivet i Sønderjylland

Musikken i Sønderjylland modtager 35.000 kr. fra Kong Frederiks-Fonden fordelt på fem fondsmodtagere

Dronning Ingrid skænkede tilbage i 1978 midler til stiftelsen af Kong Frederiks-Fonden, og hvert år uddeler fonden støtte til forskellige formål, som styrker musiklivet i Sønderjylland. 

I år var emnet "På Tværs", et emne, der var åbent for fortolkninger. Dette kunne være projekter på tværs af alder, køn, genre, etnicitet, grænser, instrumentvalg osv.

Fondsbestyrelsen havde modtaget ansøgninger fra hele Sønderjylland, og bestyrelsen valgte at støtte fem gode projekter.

Sædvanen tro var det nogle glade fondsmodtagere, der på denne positive måde blev mindet om Kong Frederiks fødselsdag den 11. marts, da formanden for fonden, kulturudvalgsformand i Tønder Kommune, René Andersen, ringede og ønskede de udvalgte ansøgere tillykke.

De fem fondsmodtagere modtog hver især 7.000 kr. 

Fondsmodtagerne blev:

Haderslev Gospel Kor "Sound of Joy" arrangerer en workshop med sanginstruktør Laura Kjærgaard (kendt fra X-Factor) for at udvikle alle kormedlemmernes sangteknik

  • Opera Café i Bredebro eller Tønder i samarbejde med lokale foreninger. Opera Caféen skal afholdes i forbindelse med Tønder Kulturuge 2019. Ved afholdelse af et opera-arrangement er det håbet, at det vil medvirke til at fremme og udvikle musiklivet og interessen for opera.
  • Aabenraa Brass Band afholder to gange årligt et seminar, hvor formålet b.la. er at få sammenspillet nye udvalgte musikstykker til brug ved deres koncerter i løbet af året. Dette kan kun lade sig gøre med instruktion fra professionelle instruktører. I år vil bestyrelsen invitere medlemmer fra Den Sønderjyske Garde og Aabenraa Skoleorkester til at deltage for at skabe et øget samarbejde "på tværs" af musiklivet i Aabenraa.
  • Jomfru Fanny Bigband har i forbindelse med deres 30 års jubilæum arrangeret at basunisten Vincent Nilsson skal arrangere og indstudere en række spirituals med orkestret, og dette skal fremføres for publikum i Kristkirken i Tønder, til bigbandets jubilæumskoncert i Sønderjyllandshallen i Aabenraa og til en koncert i Musikhuset i Sønderborg. S
  • Sønderborg Musikråd arrangerer i samråd med Landsbyforum projektet "Liv i kommunen - musik i privaten og forsamlingshuset" - musikarrangementer i private hjem og forsamlingshuse i landdistrikterne og byerne i hele Sønderborg kommune. Projektets formål er at give borgerne i landdistrikterne såvel som landsbyerne et musiktilbud "tæt på" under private former samt at styrke naboskab, identitet og relationer gennem musikken.

Fakta:
Uddelingen sker hvert år i forbindelse med Kong Frederiks fødselsdag den 11. marts.

Fondsbestyrelsen består af kulturudvalgsformændene fra de fire sønderjyske kommuner:
- René Andersen (Tønder)
- Kjeld Thrane (Haderslev)
- Stephan Kleinschmidt (Sønderborg)
- Lars Kristensen (Aabenraa)

Repræsentant fra musiklivet i Sønderjylland udpeget af de Samvirkende Sønderjyske Musikskoler:
- Henrik Thaysen Dam

Repræsentant for Sønderjyllands Symfoniorkester:
- Jeppe Solløs Rasmussen