Arbejdet med kunstgræsbaner er i gang

Afdelingsleder Christian Kjær-Andersen fra Tønder Kommune kan konstatere, at jordarbejdet til den nye kunstgræsbane ved fritidsområdet i Tønder er i fuld gang.

 

Arbejdet med nye kunstgræsbaner i Tønder Kommune er nu i gang, og også lokale virksomheder er med til at løse opgaven.

Kommunalbestyrelsen har besluttet at etablere nye fodboldbaner med kunstgræs i Tønder og Toftlund og at renovere den eksisterende bane i Skærbæk, så der kan spilles udendørs fodbold flere steder i kommunen det meste af året. Der er politisk enighed om, at det vil være en styrke for hele området.

Beslutningen om kunstgræsbanerne er en del af budgetaftalen for 2018, og på kommunalbestyrelsesmødet i sidste uge godkendte et meget stort flertal finansieringen af ekstraudgifter på godt 800.000 kr. De øgede omkostninger skyldes hovedsageligt nye miljøkrav til fodboldbaner med kunstgræs.

Godkendelsen var startskuddet for arbejdet, og i starten af denne uge gik Freiberg Gruppen fra Tønder i gang ved fritidsområdet i Tønder. Her har den lokale entreprenørvirksomhed fået jordarbejdet som underleverandør til AML Entreprise fra Odense, der efter et offentligt udbud er tildelt opgaven som hovedentreprise.

Også el-arbejdet udføres af lokale kræfter, nemlig El-Centrum i Tønder og Løgumkloster.

I Toftlund er arbejdet med byens nye kunstgræsbane ligeledes påbegyndt, og i Skærbæk er det gamle kunstgræs allerede rullet af. 

Arbejdet med de tre kunstgræsbaner skal være færdigt med udgangen af september, så der kan spilles fodbold på banerne fra efterårssæsonen.

- Vi skulle lige afvente den politiske godkendelse af finansieringen, så derfor kom arbejdet i gang et par dage senere end planlagt. Men det afgørende er, at arbejdet bliver færdigt til tiden, og entreprenøren har bekræftet, at det bliver det, oplyser afdelingsleder Christian Kjær-Andersen fra Vej & Park i Tønder Kommune.

De samlede udgifter til de tre kunstgræsbaner er godt ni mio. kr.

Lokale virksomheder er med til at etablere kunstgræsbaner i Tønder Kommune.

I Toftlund er det indledende arbejde med ny kunstgræsbane også påbegyndt.

I Skærbæk skal den eksisterende kunstgræsbane renoveres, og det gamle kunstgræs er allerede rullet af.